Tre socialdemokratiske borgmestre: Vi vil ikke tvinge nye statsborgere til at give hånd

Også en Venstre-borgmester er imod lovforslag om tvungen håndtryk.

Hvis det en enkelt gang skulle ske, at der er én som ikke ville give hånd, men hilse på en anden måde, så vil jeg respektere det, siger socialdemokraten Erik Lauritzen, der er borgmester i Sønderborg. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Hvis du står til at blive ny statsborger og bor i Sønderborg eller Albertslund, så vil du ikke blive tvunget til at give hånd til kommunens borgmester i fremtiden, hvis et nyt lovforslag bliver stemt igennem.

Det slår begge de to kommuners borgmester fast.

Hermed tilslutter de deres socialdemokratiske kollega Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj, som i går sagde, at han både er klar til at gå i fængsel og få dagbøder for at undgå at tvinge nye statsborgere til at give ham hånden.

- Jeg synes, at det er meget fint at have en ceremoni, når nogle får statsborgerskab. Jeg synes til gengæld, at det er fuldstændig latterligt, hvis man vil indbygge en præmis om, at man absolut skal give hånd, lyder skudsmålet fra Erik Lauritzen (A), der er borgmester i Sønderborg Kommune.

- Hvis det en enkelt gang skulle ske, at der er én som ikke ville give hånd, men hilse på en anden måde, så vil jeg respektere det, siger han videre.

Men har Inger Støjberg ikke ret i, at det er en dansk værdi at give hånd?

- Det er vel ikke en speciel dansk værdi. Det gør man rigtig mange steder i verden, men der er også mange steder, hvor man hilser på en anden måde. Og det er vel ligeså respektfuldt.

Et forslag om en statsborgerskabsceremoni har været på det politiske tegnebræt siden juni. I fredags kunne Jyllands-Posten så løfte sløret for det lovforslag, der er på vej til folketingssalen.

Borgmester: Folketinget skal blande sig uden om

Her lyder det blandt andet, at "en eller flere repræsentanter fra kommunen i forbindelse med ceremonien mødes ansigt til ansigt med deltagerne og trykker dem i hånden (udveksler et håndtryk)".

Det skal ifølge lovforslaget vise, at den kommende statsborger har taget det danske samfund og danske værdier til sig. Over for Jyllands-Posten slog integrationsminister Inger Støjberg (V) fast, at det er naturligt, at det er borgmesteren, som står for ceremonien.

Inger Støjberg kan dog godt glemme alt om, at loven bliver overholdt i Albertslund, fortæller kommunens borgmester Steen Christiansen (A).

- De blander sig i en relation mellem to mennesker. Når to mennesker skal hilse på hinanden, så finder de to ud af, hvordan de skal gøre det. Det er ikke noget, som Folketinget skal lovgive om. Hvad der skal ske mellem mig og et andet menneske, når vi hilser på hinanden, det skal hverken Gud, kongehuset eller Folketinget træffe beslutninger om, siger han.

Både Steen Christiansen og Erik Lauritzen slår fast, at de er villige til at tage en eventuel straf, hvis de kommer ud i en situation, hvor de bryder loven om håndtryk.

De socialdemokratiske borgmestre står dog ikke alene med kritikken. Også i Støjbergs egne rækker er der kritiske røster.

Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) kalder nemlig forslaget for en tåbelig idé.

- Jeg kan ikke se, at det skulle være specielt liberalt. Jeg mener ikke, at man skal tvinges til hverken at give håndtryk eller stå på hovedet, sagde han fredag til Jyllands-Posten.

Tilsyneladende er der politisk opbakning til forslaget om et tvungen håndtryk. Regeringen bakkes nemlig op af Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiets indfødsretsordfører, Astrid Krag, oplyser til DR Nyheder, at de endnu ikke har set det fulde lovforslag og derfor endnu ikke har taget stilling.