I weekenden vandt Josephine Fock kampen om formandsposten i partiet, og i går mandag trak partiets hidtidige politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, sig fra posten.
Derfor har partiet i dag skullet vælge ny politisk ordfører, og valget er faldet på Torsten Gejl. Det siger partiledelsen efter dagens møde i Folketingsgruppen.
- Jeg er fantastisk stolt. Jeg har været med i hele sidste valgperiode, og jeg skal kunne udtale mig 360 grader rundt om vores politik ud fra vores værdier og vores manifest, og det glæder jeg mig sindssygt meget til, siger Torsten Gejl.
Det er en enig Folketingsgruppe, der har peget på Torsten Gejl som ny politisk ordfører.
- Vi har simpelthen haft så fedt et møde, og der er enighed omkring det her, siger han.
Han har siddet på tinge, siden Alternativet første gang blev valgt ind i 2015.
Også partiets nye leder Josephine Fock siger, at hun er glad for, at Torsten Gejl blev ny politisk ordfører.
- Jeg har samarbejdet med Torsten i hele sidste valgperiode, og jeg ved, at Torsten har hjertet på det rette sted. Så det er jeg simpelthen så glad for, siger hun.
Ved dagens gruppemøde har Alternativet også valgt Susanne Zimmer som ny gruppeforperson.
Problemerne lurer
Tidligere politisk ordfører Rasmus Nordqvist var også kandidat til formandsposten, og til DR Nyheder siger han, at beslutningen om at stoppe som politisk ordfører beror på, at han og Josephine Fock har forskellige opfattelser af, hvad partiets projekt skal være.
Han oplyser også, at han bliver i partiets folketingsgruppe, og at han fortsætter med flere af sine andre ordførerskaber. Han regner samtidig med at genopstille ved næste folketingsvalg.
Den nye politiske ordfører, Torsten Gejl, pegede på netop Rasmus Nordqvist som politisk leder under weekendens formandsvalg.
- Sådan er politik, og vi kan sagtens samarbejde. Læg mærke til, hvad medlemmerne har sagt. Der er tusind medlemmer, der har peget på Josephine, og jeg bøjer mig da i støvet, og jeg vil gøre det så godt, jeg kan, for at løfte Josephine ind på den her plads, siger Torsten Gejl.
Josephine Fock har fuld forståelse for, at Folketingsgruppen ønskede en anden formand end hende.
- Gruppen har siddet herinde og samarbejdet siden valget. De har et godt samarbejde, det kan jeg mærke, når jeg kommer herinde. Det er sindssygt vigtigt, for det kan kun give mig et godt udgangspunkt som politisk leder, siger Josephine Fock.
Også talspersonen for partiets hovedbestyrelse, Leila Stockmarr, meddelte i går, at hun trækker sig helt fra hovedbestyrelsen.