Må man gå klædt anonymiseret bag niqab eller burka på åben gade, eller skal der til at laves regler for påklædning, så kvinder blandt andet ikke risikerer at blive tvunget til at gå tildækket af deres religiøse mænd?
Det spørgsmål har splittet partiet Venstre og gør det stadig, selvom partiet i dag har meddelt, at det officielt går ind for et forbud mod maskering af ansigtet i offentligt rum.
For innovationsordfører og tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er imod Venstres nyfundne fælles linje.
- Jeg har meddelt mine gruppefæller, at jeg, som det hedder på christiansborgsk, tager forbehold, og det vil sige, at jeg ikke kan stemme for et sådant forslag, siger hun.
- Det handler om frihed
Eva Kjer Hansen mener, forslaget strider med partiets og hendes egne liberale værdier.
- Ingen tvivl om, at burkaer er noget af det mest kvindeundertrykkende og kvindefjendske, der findes, men jeg synes ikke, vi skal sidde og lovgive om, hvordan folk går klædt i Danmark, siger hun.
Et argument for forbuddet er, at de tildækkede kvinder har sværere ved at integrere sig, men Eva Kjer Hansen mener ikke, at det skaber grundlag for en lov om beklædningen.
- Det handler om nogle grundlæggende værdier omkring frihed, frisind og tolerance, og jeg synes, de problemer, der er omkring integration, dem skal vi angribe på en anden måde, siger hun og fortsætter:
- Jeg er rigtig ked af, at religiøse fanatikere får os til at ændre på de grundlæggende frihedsværdier i det danske samfund. Det er en glidebane, siger hun.
Kan du i din vildeste fantasi forestille dig, at du kommer til at stemme for forslaget, når det bliver fremlagt i salen?
- Det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt. Nu må jeg se, hvad regeringen lægger frem og så granske det nøje, men det er helt grundlæggende, at jeg synes, det er galt, at vi griber til lovgivning om, hvordan vi må klæde os i det danske samfund