Tidligere borgerlige ministre om Samuelsen: Politisk amatør og tåbelig

- Det er det mest tåbelige, uparlamentariske og udemokratiske, jeg nogensinde har været ude for, siger Birthe Rønn Hornbech (V) om Anders Samuelsens ultimative krav til topskattelettelser.

Både Birthe Rønn Hornbech (V) og Bendt Bendtsen (K) langer nu kraftigt ud efter Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

To tidligere borgerlige ministre står nu frem med særdeles hård kritik af Liberal Alliance-leder Anders Samuelsen, der er parat til at vælte regeringen, hvis han ikke får en topskattelettelse på fem procentpoint for alle - også dem med de allerstørste millionindtægter.

De frygter, at Samuelsen med sine ultimative krav kaster blå blok ud i en årelang krise og serverer regeringsmagten på et sølvfad til S-formand Mette Frederiksen og resten af rød blok.

- Anders Samuelsen har udnævnt sig selv til Danmarks spøgelsesbilist nummer 1. Han er på vej ned ad den blå motorvej imod færdselsretningen, og det ser ud til at ende galt, siger tidligere vicestatsminister gennem syv år Bendt Bendtsen (K).

Også tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech er forarget over Anders Samuelsen, som beskyldes for at være decideret udemokratisk:

- Det er det mest tåbelige, uparlamentariske og udemokratiske, jeg nogensinde har været ude for. Det er meget i strid med vores parlamentariske regler. Anders Samuelsen ønsker ikke det samarbejdende folkestyre men tror, han kan trumfe noget igennem. Det hører hjemme i helt andre regimer end det danske, siger hun.

Men er det ikke fair nok at stå helt fast på et krav, der er særligt vigtigt for en? Der er vel også andre ting, man ikke kan få Dansk Folkeparti og Venstre med på?

- Der er to ting, man lærer den første dag på Christiansborg. Hvis ikke man får dem at vide af sine egne, så får man dem at vide af de andre. Man skal kunne tælle til 90, og man skal opføre sig ordentligt.

Og hvilken del kan Anders Samuelsen ikke?

- Han kan ingen af delene tilsyneladende, siger Birthe Rønn Hornbech:

- Samuelsens opførsel adskiller sig fra, hvad jeg nogensinde har været med til på Christiansborg. De har malet sig fuldstændigt op i en krog, og nogle andre må pille ham ned fra det træ, han er kravlet op i, siger hun.

5 procentpoint er rød linje

Det er Anders Samuelsens facon, der nu får de tidligere borgerlige ministre til at reagere.

- Jeg møder rigtig mange borgerlige vælgere, når jeg kommer hjem fra Bruxelles engang imellem, og de går derude og ryster på hovedet over det, der er ved at ske i dansk politik i øjeblikket, siger Bendt Bendtsen, der i dag er konservativ europaparlamentariker.

Anders Samuelsen har ved flere lejligheder understreget, at han er parat til at vælte regeringen, hvis ikke han får sin vilje, når det handler om topskattelettelser:

- Der er intet ændret. Overhovedet. Samme position. Og der er ingen vaklen i geledderne. Vores mål er at afskaffe topskatten fuldstændig. Det, vi så har sagt, er, at - i kompromissets navn - har vi en linje, der hedder fem procentpoint ned i hele topskatten.

- Hvis ikke det sker, så er vi ikke længere støtteparti for regeringen, lød det fra Anders Samuelsen dagen efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde præsenteret sin omfattende 2025-plan på et pressemøde i Statsministeriet.

Her spillede Løkke ellers ud med et forslag om at lette topskatten med fem procentpoint på indkomster op til en million kroner.

Bendtsen: Risiko for mange skår

Men Liberal Alliances ufravigelige krav er, at topskatten sættes ned med fem procentpoint - også for danskere med lønninger over en million kroner.

- Jeg synes, at Anders Samuelsen i den her sag optræder som en politisk amatør. Det er decideret uklogt, siger Bendt Bendtsen.

I kom jo også med krav, dengang du sad i regering sammen med Anders Fogh Rasmussen, og satte hårdt mod hårdt. Hvorfor er det så forskelligt, det Anders Samuelsen gør nu?

- Det er meget, meget forskelligt. Anders Fogh og jeg kørte ikke den diskussion, vi havde dengang om konservative skattelettelser, ret meget i medierne. Det holdt vi indendøre. Vi sloges om det, men vi var enige om, at samarbejdet mellem V og K ikke skulle gå i stykker, siger den tidligere K-formand.

Bendt Bendtsen og Birthe Rønn Hornbech var begge ministre i 00'erne og sad sammen i Anders Fogh Rasmussens tredje regering.

Bendt Bendtsen, hvorfor føler du dig kaldet til at gå ind i den her diskussion på den her måde?

- Fordi man risikerer at miste den borgerlige indflydelse i Danmark i et årti frem, hvis man vælter regeringen. Det vil give så mange skår partierne imellem, at de ikke finder sammen lige med det samme, siger Bendt Bendtsen.

Anders Samuelsen (LA) har ikke ønsket at stille op til interview og forholde sig til kritikken.