Thulesen Dahl tvivler på en blå finanslov til deadline

Som det eneste støtteparti er Dansk Folkeparti ikke sikker på, at finansloven lander som planlagt.

Regeringen har i dag mødtes med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti til forhandlinger om finansloven for 2017 i Finansministeriet. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Mens både Liberal Alliance og De Konservative føler sig overbevist om, at der lander en blå finanslov til tiden, tvivler Dansk Folkeparti.

De tre støttepartier har mandag været til forhandlinger hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Efter mødet udtaler Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, at "det går ret hurtigt" fremad:

- Vi har korte, præcise møder, gode spørgsmål, og så venter vi på nogle svar. Og så er vi ved at være klar til at træffe beslutninger. Jeg synes, det går rigtig fint.

I samme tråd svarer De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at han er "helt sikker på", at de blå partier kan nå en aftale, så Folketinget kan nå at vedtage finansloven inden jul.

Pape har i hvert fald ryddet weekenden til finanslovsforhandlinger:

- Jeg tror, det er en god idé at holde sig klar og se, hvor langt vi kan komme i weekenden. Altså vi skal jo snart til at være færdige, og det har jeg også håb om, at vi kan blive.

DF: Vi skal gøre vores arbejde ordentligt

Derimod føler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sig langt fra sikker på, at finansloven kan landes som planlagt.

Han henviser til, at forhandlingerne er kommet langt senere i gang end vanligt, fordi regeringen længe insisterede på at slå finansloven sammen med de nu udskudte 2025-forhandlinger.

- Det, vi normalt bruger et par måneder på, skal vi gøre på et par uger - og stadig gøre vores arbejde ordentligt. Kan vi se i slutfasen, at vi får brug for mere tid, så må vi jo tage os mere tid, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det vigtigste er, at vi gør det grundigt og ordentligt.

Adspurgt hvorfor DF-formanden er mere skeptisk end de øvrige blå partiledere, svarer han:

- Det er bare en refleksion af, hvad vi har inde over bordet. Indtil nu er vi alene gået temaerne igennem, stillet spørgsmål og fået notater.

- De egentlige forhandlinger, hvor vi for alvor lægger arm, er vi ikke kommet til endnu. Erfaringen tilsiger, at når vi kommer til den del, så tager det ganske lang tid. Og det skal også tage tid for at gøre det ordentligt.

Tirsdag er der pause i finanslovsforhandlingerne. Til gengæld mødes blå blok med Socialdemokratiet og De Radikale tirsdag aften for at forhandle videre om et nyt ejendomsvurderingssystem.

/ritzau/