Tavse Liberal Alliance i tænkepause: Ingen kommentarer før i morgen

Der kommer ingen kommentarer til regeringens 2025-plan fra Liberal Alliance før onsdag. Partiet, der har givet regeringen et ultimatum, holder tænkepause.

Anders Samuelsen og Liberal Alliances folketingsgruppe tager sig et døgns tænkepause, før de vil reagere konkret på regeringens udspil. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Ingen kommentarer. Ingen kommentarer. Ingen kommentarer.

Sådan lyder det nu fra Liberal Alliance, kort efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har præsenteret regeringens 2025-plan, og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har præsenteret regeringens finanslovsudspil.

Ole Birk Olesen, finansordfører for Liberal Alliance, slog da også fast i P1’s ekstra udsendelse, at partiet nu skal tænke sig om, før de præsenterer deres synspunkter til de udspil, regeringen er kommet med.

- Altså vores indstilling til det er velkendt. Der er ikke noget, der har ændret sig. Vi har lige taget en lille tænkepause, ikke fordi vi vil skifte politik, men fordi vi gerne vil kunne præsentere vores politik og formulere den rigtig godt i lyset af det, som regeringen her præsenterer.

Forbereder sig på udtalelser

- Vi forbereder os på at sige, hvad vi mener om Løkkes nye millionærskat, og det kommer der meget snart et udspil om, sagde Ole Birk Olesen i P1, mens statsminister Lars Løkke Rasmussen stadigvæk modtog spørgsmål til 2025-planen på sit pressemøde.

Siden har det ikke været muligt at få en kommentar til regeringens 2025-plan og finanslovsudspil fra Liberal Alliance. Men P1's værter fik dog mulighed for at stille et par opfølgende spørgsmål til Ole Birk Olesen:

Så det, du siger, er, at det ikke er helt så godt som forventet, men dog for lidt til at vælte en statsminister – Nu skal I bare lige finde ud af, hvordan I skal formulere det?

- Det har jeg absolut ikke sagt noget om, så det undrer mig, hvorfor du siger det.

LA har ikke ændret strategi

- Vi har ikke ændret politik, og vi har ikke ændret strategi. Vi mener stadigvæk det samme, som vi hele tiden har sagt, men vi har brug for en dags tid mere måske til lige at finde ud af, hvordan vi bedst præsenterer vores synspunkter i lyset af det, som regeringen har sagt.

Netop Liberal Alliances reaktion på regeringens 2025-plan er afgørende. Partiets formand, Anders Samuelsen (LA), har nemlig tidligere givet regeringen et ultimatum. Partiet kræver topskatten sænket med fem procent. Hvis det ikke bliver imødekommet i efterårets forhandlinger, er der ingen Venstre-regering mere.

Men i sin 2025-plan lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen blot op til at lette topskatten med fem procent – fra 15 procent til 10 – for indkomsten mellem 500.000 kroner til en million kroner om året. Efter den første million er tjent, skal man igen betale 15 procent i topskat.

Løkke burde ikke ændre holdning

Det får Ole Birk Olesen til at kalde det en millionærskat, og det fik i P1 DR’s politiske analytiker, Jens Ringberg, til at spørge Ole Birk Olesen om følgende:

Når du nu siger, at det er en ny millionærskat, så må der også ligge i det, at det er uacceptabelt for jer?

- Det er ikke vores politik i hvert fald. Og det var heller ikke Løkkes politik for nogle år siden. Han sagde, på et tidspunkt hvor Socialdemokraterne og SF præsenterede en millionærskat, at det var en hjerneskat, og at forslaget var hjernedødt

- Det synes vi da, at han burde holde fast i i stedet for at skifte holdning til vigtige ting hele tiden. Ikke alene skifter han holdning til skatten i bunden, hvor han hellere vil bruge penge på en større offentlig sektor, han skifter også holdning til en millionærskat, som han før i tiden mente var hjernedød, men som han nu mener er rigtig fin.