'Strammede' oplysninger og støtte til USA: Det konkluderer forskere om Danmarks tre krige

De to forskere har blandt andet undersøgt, hvordan beslutningerne om at gå ind i Kosovo blev forsvaret. Udredningen viser, at beslutningerne sælges som humanitære hensyn over for offentligheden, mens det internt handler mere om hensyn til alliancen til Nato og FN.

Helt konkret er der to beslutninger vedrørende krigen i Kosovo, som bliver truffet i henholdsvis 1998 og 1999.

Den første handler om et dansk bidrag til en Nato-ledet indsats på det vestlige Balkan.

Her melder Danmark ud, at man vil bidrage til operationen, før den dengang SR-ledede regering egentlig rådfører sig med Udenrigspolitisk Nævn - som er det udvalg i Folketinget, der beskæftiger sig med udenrigs- og forsvarspolitik.

Samme forløb ses omkring den anden beslutning i 1999 om at deltage i en international styrke i Kosovo. Danmark indvilger i at bidrage, og først derefter tages Udenrigspolitisk Nævn med på råd.

Overordnet set konkluderer forskerne, at beslutningerne reelt er truffet, inden Udenrigspolitisk Nævn bliver orienteret.

Da Danmark vælger at gå ind i Afghanistan med USA i 2001, er der bred enighed om at støtte USA.

Forskerne vurderer, at støtten til USA var den afgørende motivation bag beslutningsforslaget, mens forholdene i Afghanistan stort set ikke spillede nogen rolle.

Forud for beslutningen finder der uformelle drøftelser sted gennem diplomatiske og militærfaglige kanaler, der betyder, at ”ikke senere end 10. oktober 2001 blev USA givet forventninger om konkrete danske styrkebidrag,” skriver forskerne.

Det er næsten to måneder inden, spørgsmålet bliver behandlet i Det Udenrigspolitiske Nævn. Udenrigsministeriet og Statsministeriet skulle heller ikke have været vidende om det.

Udenrigspolitisk Nævn bliver dog inddraget i to beslutninger – nemlig hvorvidt der skulle sendes et dansk forbindelseselement til Florida i USA, samt hvorvidt Danmark skulle påbegynde forhandlingerne med USA om et dansk bidrag til at bekæmpe terrornetværk i Afghanistan.

Forud for disse drøftelser har regeringen sikret sig opbakning gennem uformelle drøftelser i blandt andet forsvarsforligskredsen.

Ifølge forskerne viser forløbet, at de uformelle drøftelser spiller en stor rolle, samt at Forsvaret har en central rolle i forhold til, hvordan danske styrkebidrag konkret skal udmøntes.

Da Danmark valgte at gå med USA og Storbritannien ind i Irak, er daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ifølge forskerne åben om kursen - nemlig at støtte USA - men lukket om processen.

Blandt andet afviser han at svare på "hypotetiske spørgsmål" og definerer ikke nærmere hvilken "FN-forankring", der skal til for at kunne legitimere den danske deltagelse.

Det giver Anders Fogh Rasmussen et politisk manøvrerum, men også problemer i forhold til oppositionen.

De to forskere beskriver også, at Det Udenrigspolitiske Nævn ikke får videregivet alle oplysninger - eksempelvis at statsministeren mødtes med USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i marts 2002.

Regeringen fortæller heller ikke, at USA's mål med krigen er at sikre et regimeskifte - altså at vælte Saddam Hussein - selvom regeringen ved det.

Forskerne skriver også, at hvor det i efteråret 2002 var et "politisk skøn", hvorvidt der var et retsligt grundlag for bruge magt over for Irak i tilfælde af, at FN's sikkerhedsråd var uenig, så blev den tolkning i 2003 ændret, sådan så det lød, at grundlaget var tilstrækkeligt.

"I flere tilfælde videregav regeringen oplysninger og vurderinger, der ikke var i fuld overensstemmelse med de indhentede oplysning og de interne overvejelser. Det gælder spørgsmålet om Iraks lagre af masseødelæggelsesvåben, der var den grundlæggende årsag til krigen. Ved flere lejligheder blev vurderingerne om våbnene ”strammet” på vej op i systemet, og generelt overdrev regeringen oplysningernes sikkerhed," fremgår det af udredningen.

Kort fortalt vurderer forskerne, at Anders Fogh Rasmussen var meget lukket om den politiske proces, at regeringen veg uden om at oplyse Det Udenrigspolitiske Nævn, og at juraen blev formet i et samspil med den politiske virkelighed.

Dog vurderer forskerne ikke, at Udenrigsministeriets jurister var udsat for pres for at nå frem til bestemte konklusioner.