Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) varsler store skattelettelser i sin 2025-plan, som han og regeringen fremlægger tirsdag formiddag klokken ti.
Allerede mandag aften løftede han sløret for noget af planens indhold i en livetransmitteret Facebook-video fra Marienborg Slot.
- Meget i bunden, en del i toppen og allermest for den langtidsledige, der kommer i job, sagde Lars Løkke Rasmussen i talen og fortsatte:
- Skattelettelser er langt fra hele løsningen, men det er en del af løsningen. Vores virksomheder skal kunne tiltrække dygtige og kvalificerede medarbejdere.
Nyt jobfradrag
Tirsdag fremlægger Lars Løkke og regeringen et nyt jobfradrag, der ifølge statsministeren kommer 'helt almindelige hårdtarbejdende danskere' til gode.
- For de danskere, der har de laveste indkomster - kassemedarbejderen, rengøringsassistenten, den ufaglærte - der vil vi sænke skatten så meget, at de slipper omkring syv procent billigere i skat, sagde Lars Løkke Rasmussen i talen.
- Det skal kunne betale sig at arbejde. Det er ikke kun et spørgsmål om penge og økonomi. Nej, det vil være en kæmpe socialpolitisk landevinding, sagde statsministeren.
Topskattelettelse
På Lars Løkke Rasmussens tegnebræt er der også en topskattelettelse.
Regeringen foreslår, at danskere, der tjener mellem 470.000 kroner og én million kroner om året, får en topskattelettelse på fem procentpoint. Dermed skal de fremover betale ti procent i topskat mod 15 procent i dag.
Danskere, der tjener over en million kroner, vil forsat skulle betale 15 procent i topskat af den del af indtægten, der ligger over en million kroner. Med den model vil der ikke være meget store skattelettelser til allerrigeste.
Liberal Alliance ønsker her til aften ikke at kommentere Lars Løkke Rasmussens udmelding, før de har drøftet det i folketingsgruppen i morgen.
Nulvækst er droppet
2025-planen skal samlet set gøre Danmark 65 milliarder kroner rigere, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen, som samtidig gør op med den nulvækst, han gik til valg på.
- Vores helhedsplan giver mulighed for at løfte velfærden med 22 milliarder kroner ekstra. Det er langt mere, end jeg gik til valg på. I har tidligere hørt mig sige, at verdens største offentlige sektor ikke skal være større, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Han åbnede for en årlig vækst i det offentlige forbrug på cirka 0,5 procent, men kom ikke nærmere ind på, hvad der til gengæld skal skæres ned på.
Se hele Lars Løkke Rasmussens live-tale på Facebook herunder: