Statslig udflytning: Næstved og Sønderborg er de store vindere

Hele Udlændingestyrelsen rykkes til Sydsjælland i forbindelse med stor udflytning af statslige arbejdspladser. Bornholm får fem statsjob.

Skatteminister Karsten Lauritzen, finansminister Claus Hjort Frederiksen, statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer "Bedre balance - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder". (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Der er især grund til glæde i Næstved og i Sønderborg, som er de to byer, der får flest statslige arbejdspladser ud af det puslespil, som regeringen har lagt i de seneste måneder.

Næstved får – af alle de byer, der bliver tilgodeset - flest statslige arbejdspladser fra København. Det fremgår af regeringens plan ”Bedre balance”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede i dag.

Den sydsjællandske by får i alt 395 statslige arbejdspladser. Hele Udlændingestyrelsen flyttes med sine i alt 375 arbejdspladser til Næstved, mens ”dele af Skat” ligeledes kommer til byen med 20 arbejdspladser.

"Kæmpe boost"

Borgmester Carsten Rasmussen (S) kalder det over for Ritzau et ”kæmpe boost”.

- Vi har været nede at ligge efter finanskrisen, hvor folk begyndte at flytte tilbage til København. Vi har haft svært ved at sælge boliger og huse, og vi har haft virksomheder, der har haft svært ved at overleve, siger Carsten Rasmussen.

Næstved ligger 84 kilometer fra København, men borgmesteren er ikke bekymret for, om størstedelen af medarbejderne vælger at pendle i stedet for at bosætte sig i kommunen.

- I så fald svarer det til 400 dagsturister, og det betyder meget for handelslivet og caféer. Og så er man med til at rose området, når man opdager, at Næstved slet ikke er så slem, siger han til Ritzau.

"Fantastisk nyhed"

Lige efter Næstved kommer Sønderborg, som er den by, der får næstflest arbejdspladser ud af regeringens plan.

Byen står til at få i alt 392 statslige arbejdspladser fra København. Her tegner NaturErhvervstyrelsen sig for de 370, mens Styrelsen for Vand og Naturforvaltning sender 22 arbejdspladser til det sønderjyske.

- Det er en fantastisk nyhed. Regeringen har ladet handling følge ord, og det er et stærkt skridt, siger borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen (S) til DR Nyheder.

Næstved og Sønderborg er de eneste byer, som får mere end 300 statslige arbejdspladser.

Herefter følger Ringsted med 291 arbejdspladser samt Odense og Hjørring, der får henholdsvis 286 og 257 arbejdspladser fra hovedstaden.

Rønne er til gengæld nederst på listen over byer, der skal modtage statslige arbejdspladser fra København.

Den bornholmske by overtager i alt fem arbejdspladser, som hentes i Rådet for Socialt Udsatte.