Regeringen tager nu bladet fra munden, efter at der de seneste dage har været en stor politisk debat om, hvordan Danmark skal agere i forhold til danske statsborgere, der drager i krig i for eksempel Syrien.
I et skriftligt svar understreger justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at han absolut ikke har nogen sympati for fremmedkrigere, da de har vendt Danmark ryggen og draget i krig mod demokrati og frihed.
- Men det her er et komplekst problem, og der findes ingen perfekte eller lette løsninger. For faktum er, at vi ikke kan nægte danske statsborgere at komme tilbage til Danmark. Det gælder uanset, hvor uønskede de er – og dermed også fremmedkrigere. Før eller siden vil der derfor komme flere tilbage til Danmark, siger han.
Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, i weekenden bad de europæiske lande om at hente deres krigere fra Islamisk Stat hjem.
Det fik udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til at reagere:
- Hvad end du spørger mig som partiformand eller udenrigsminister, er min holdning, at jeg ikke vil have én af dem hjem. De har svigtet alt, hvad Danmark står for, og har i princippet været med til at true danske soldaters liv. Skal vi så bare sige ”velkommen tilbage fra den lille udflugt”? Det har jeg overhovedet ikke lyst til, sagde ministeren til TV 2.
I går foreslog Dansk Folkeparti, at danske statsborgere - uagtet om de har dobbelt statsborgerskab eller ej - automatisk skal have frataget deres statsborgerskab, hvis de drager i krig for eksempelvis Islamisk Stat.
Sagerne er forskellige
Men med den skriftlige udtalelse går Søren Pape Poulsen i rette med både sin ministerkollega og regeringens støtteparti.
Han understreger dog også, at regeringen ikke kan acceptere, hvis fremmedkrigerne slipper for at blive straffet for deres forbrydelser – eller får mulighed for at rejse rundt på fri fod i andre lande for alligevel til sidst at ende i Danmark eller et andet EU-land.
- Det vil være en meget farlig vej at gå. Derfor må vi ikke forsimple den her problemstilling. Sagerne er forskellige og derfor skal de vurderes konkret af myndighederne, der så kan finde den bedste løsning i hver enkelt sag, siger ministeren i den skriftlige udtalelse.
Søren Pape Poulsen oplyser ydermere, at regeringen vil fortsætte arbejdet i en fælles myndighedsgruppe med deltagelse af blandt Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.
- Her overvejer myndighederne løbende de bedste redskaber og behandler de enkelte sager, navnlig ud fra de sikkerhedsmæssige hensyn og vores retlige forpligtelser, siger han.