Socialdemokratiet afliver Radio24syvs håb om ny chance

Partiet vil ikke ændre kravene til FM4-kanalen, hvis de vinder valget.

Socialdemokratiet kommer ikke til at ændre betingelserne for FM4-kanalen, hvis de får regeringsmagten. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Ejerne af radiokanalen Radio24syv kan godt glemme alt om, at Socialdemokratiet kommer dem til undsætning, hvis magten skifter efter folketingsvalget.

Sådan lyder det fra partiets medieordfører, Mogens Jensen, efter at det i dag er kommet frem, at radiostadionens ejere, Berlingske og PeopleGroup, ikke vil komme med et bud på at videreføre Radio24syv, når sendetilladelsen udløber 31. oktober.

I en pressemeddelelse holdt ejerne af kanalen dog en kattelem åben i forhold til, at en ny regering ville kunne ændre udbudsbetingelserne for, hvad kanalen skal indeholde, og hvor den skal placeres.

Det gælder først og fremmest kravet om, at 70 procent af redaktionen skal være placeret 110 kilometer fra København.

Men de betingelser kommer Socialdemokratiet ikke til at ændre på, fastslår Mogens Jensen.

- Der er dele af udbudsmateriale, vi ikke er enige i blandt andet, at der skal sendes reklamer. Men at stationen skal placeres uden for hovedstadsområdet og i det vestlige Danmark, det mener Socialdemokratiet også, siger han og fortæller, at de ikke vil ændre i udbudsmaterialet - herunder kravet om 70 procent - da det ikke vil være fair over for andre bydere.

Ærgrer sig over beslutningen

Mogens Jensen havde dog håbet, at ejerne bag Radio24syv havde taget handsken op og givet et bud på at videreføre kanalen.

- Så er der en byder færre på at videreføre FM4-kanalen. Og jeg synes også, at Radio24syv har gjort det godt. De har skabt nogle nye programformater og skaffet flere lyttere. Derfor synes jeg, at det er en ærgerlig beslutning, siger han.

Kan du forstå dem?

- Jeg kan forstå, at Radio24syv ikke mener, at de kan videreøre radioen med de udbudsbetingelser, der er. Det har jeg så lidt sværere ved at forstå, for i mine øjne vil man godt kunne videreføre de fleste af de koncepter, de har lavet, selv om der er en anden geografisk placering, siger han.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med kulturminister Mette Bock (LA), men hun har ikke ønsket at stille op til interview og har i stedet sendt et skriftligt svar via sin presseafdeling.

- Forslaget om lokalisering var et ønske fra Dansk Folkeparti og et led i en samlet set meget stor medieaftale. Regeringen står naturligvis ved den indgåede politiske aftale. Radio24syv har på mange måder gjort det godt og levet op til forventningerne om at udvikle taleradio i Danmark og være et alternativ til DR's P1, siger hun og fortsætter:

- Jeg glæder mig over, at der er flere andre seriøse foretagender, der har vist interesse for at byde på FM4. Fristen for at byde udløber 20. maj.