Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om vilkårene for udbuddet af den fjerde landsdækkende FM-kanal, som Radio24Syv driver i dag.
Heraf fremgår det, at "radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 procent af de redaktionelle medarbejdere" skal placeres i en afstand af mindst 110 kilometer fra Københavns centrum.
- Vi er nu klar med rammerne for genudbuddet af FM4. Radio24syv, der har drevet kanalen hidtil, har bevist, at det er muligt at give borgere i hele landet et større radioudbud med nyt indhold og nye formater. Jeg er sikker på, at en kommende aktør med disse rammer – hvem det end måtte blive – vil fortsætte med at udvikle radiomarkedet til gavn for lytterne, udtaler kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.
DF ville have 80 procent til Jylland
Af medieaftalen fra juni sidste år, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, fremgik det, at "mindst halvdelen af de redaktionelle medarbejdere" skulle placeres de 110 kilometer uden for København.
I forslaget til bekendtgørelse om udbuddet af radioen var kravet hævet til 60 procent. Men nu har det altså fået endnu en tur og er blevet skærpet til 70 procent.
Det sker, efter at Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, tidligere i marts meddelte, at partiet ville have aftalen om radioen genåbnet og skærpet kravene til, hvor mange medarbejdere, der skulle placeres uden for København.
Dengang pegede han på 80 procent som et fornuftigt antal, men forklarede også til Berlingske, at det nok var mere sandsynligt, "at det bliver 65 procent eller 70 procent af medarbejderne".
Og medieordføreren glæder sig over aftalen.
- I forhold til det, som regeringen havde sendt i høring, hvor vi ikke var enige om alle ting, så er vi blevet enige om, at der skal være et krav om, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere er placeret i en afstand af mindst 110 kilometer fra København, siger Morten Marinus til DR Nyheder.
- Det betyder jo, at langt hovedparten vil komme til at have sin arbejdsplads i en god afstand af København og dermed lave landsdækkende radio, hvor man i stedet for at se ud fra København, kommer til at se både ind og ud på hele landet fra et sted, som ikke er København. Så jeg synes faktisk, at det er en rigtig god aftale, vi har fået lavet.
Skal dække hele Danmark
Af aftalen fremgår det også, at Radio- og tv-nævnet – som tager stilling til ansøgningerne om kanalen – skal lægge særlig vægt på ansøgernes planer for at producere programindhold, der dækker hele Danmark.
Ifølge Kulturministeriet har fire til fem seriøse foretagender tilkendegivet, at de forventer at ville byde på kanalen.
Bekendtgørelsen om genudbuddet af FM4 ventes at blive offentliggjort på onsdag.
Radio24syvs nuværende tilladelse til FM4 udløber ved udgangen af oktober 2019.