Socialdemokraterne afviser at pumpe forsvarsbudgettet i vejret

Som udgangspunkt er der ikke grund til at pille ved de nuværende udgifter til Forsvaret, mener S.

Socialdemokraterne vil ikke som regeringen øge forsvarsbudgettet. Billedet er et arkivfoto fra den danske mission i Afghanistan. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Danmark har med sit nuværende forsvarsbudget intet at skamme sig over. Heller ikke på længere sigt. Sådan lyder det fra Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, efter at regeringen lægger op til at bruge flere milliarder på militæret.

Forsvarsminister Carl Holst (V) vil øge forsvarsbudgettet fra de nuværende 1,2 procent af bruttonationalproduktet (BNP) til på sigt at nærme sig de to procent, som Nato har som mål for medlemslandene.

Men det er der ikke opbakning til fra Socialdemokraterne.

- Vi bruger 1,2 procent af BNP, og vi har ikke noget at have dårlig samvittighed over i Danmark, siger Henrik Dam Kristensen.

Hvor skal pengene komme fra?

Han ser frem til at høre, hvordan forsvarsministeren vil finansiere de øgede forsvarsudgifter.

- Jeg vil gerne sige helt klart, at vi bruger mange milliarder kroner på Forsvaret i dag, og det er vi som udgangspunkt tilfredse med. Men forsvarsministeren må jo blive konkret. Hvordan vil han finansiere det, og hvad skal de øgede udgifter gå til, spørger Henrik Dam Kristensen.

De Konservative og Dansk Folkeparti vil skubbe udgifterne til Forsvaret op på de to procent. Henrik Dam Kristensen giver dog ikke meget for ønsket, når det kommer fra Dansk Folkeparti.

- Det er omkring 15 milliarder kroner, vi taler om her. Og det bliver så hult med Dansk Folkeparti, der samtidig lover penge til sundhed og ældre. Det her skal jo finansieres, og det handler også om, at vi som politikere skal have mod til at prioritere, siger han.

/ritzau/