Også de Konservative melder sig nu klar til at øge udgifterne til det danske forsvar med adskillige milliarder kroner hvert år.
Det sker, efter at forsvarsminister Carl Holst (V) torsdag siger til Ritzau, at regeringen vil bruge flere penge på Forsvaret og på sigt komme op i nærheden af at bruge to procent af bruttonationalproduktet, som er Natos mål.
- Vi mener, at vi skal op på de to procent. Nationens sikkerhed er den vigtigste kerneopgave for en stat overhovedet, og den opgave bliver ikke løftet tilstrækkeligt i øjeblikket, siger partiets forsvarsordfører, Rasmus Jarlov.
Detaljer ikke på plads
Han kan ikke i detaljer redegøre for, hvordan de Konservative vil finde de mange penge, før der til efteråret skal forhandles finanslov. Men hovedtrækkene er klare:
- I grove træk handler det om at holde overførselsindkomsterne nede i Danmark, holde de øvrige offentlige udgifter i ro, og så kan man nok finde 0,8 procent på statsbudgettet, siger han.
Natos mål er konkret, at alle medlemslande inden 2024 skal op på at bruge mindst to procent af bruttonationalproduktet på forsvarsbudgettet. Med de seneste nedskæringer er Danmark under 1,2 procent.
Ikke penge til det hele
Dansk Folkeparti er klar til at nå de to procent, hvilket vil medføre en regning på 15 milliarder kroner om året.
Ifølge Rasmus Jarlov kræver det, at Dansk Folkeparti ikke også vil bruge penge "på alle områder og have ældrecheck og mere til dagpenge".
- Så kommer man ikke i mål. Men hvis man opprioriterer Forsvaret højere end det, så kan det lade sig gøre, siger han.
Forlig udløber om to år
Med det nuværende forsvarsforlig fra 2013 blev Forsvaret pålagt gradvist at skære 15 procent af budgettet.
Forsvarsforliget udløber i 2017. Et forlig, som både de Konservative og Dansk Folkeparti er blandt medunderskriverne på.
- Det nuværende forsvarsforlig har uden tvivl et for lille budget. Man kan diskutere, om vi skulle have været med eller ej, men der er jo også sket mange ting ude i verden siden dengang, siger Rasmus Jarlov og peger på konflikten i Ukraine, borgerkrigen Syrien og udviklingen i Arktis.
/ritzau/