6,2 milliarder kroner er angiveligt blevet franarret Skat siden 2012.
Alligevel er skatteminister Karsten Lauritzen (V) endnu ikke klar til vende et kritisk blik mod Skat, hvor der nu er igangsat en intern undersøgelse af området.
- Der er tale om svindel, og det kan man aldrig gardere sig fuldstændig imod, men det skal naturligvis undersøges, om man kunne have være gjort mere i Skat, siger han.
- Men jeg synes, det er for tidligt at pege fingre og sige, at det her kunne man have gjort anderledes, siger han.
Afventer undersøgelsen resultat
Karsten Lauritzen forklarer desuden, at han selv først blev orienteret om sagen tirsdag forud for, at der blev sendt en orientering om situationen til Folketingets skatteudvalg.
Og først når den interne undersøgelse er blevet afsluttet, og skatteudvalget er orienteret om resultatet, vil han åbne for en diskussion af, om Skat har gjort deres arbejde godt nok og hvilke konsekvenser, det skal have.
- Så har vi et fagligt og sagligt grundlag at stå på og diskutere, om man kunne have gjort noget bedre, og om der er nogen, som skal drages til ansvar, siger han.
Fik refunderet skat
Ifølge Skat har de udenlandske svindlere snuppet milliarder fra den danske statskasse ved at søge om at få refunderet deres udbytteskat, som udenlandske aktionærer har ret til for ikke at blive dobbeltbeskattet.
Problemet har dog været, at svindlerne ikke har haft aktier i nogen af de danske selskaber, som de har påstået at have fået udbetalt udbytte fra.
- De har derfor fået refusion udbetalt fra Skat, selvom de aldrig har modtaget et aktieudbytte, da de jo slet ikke ejede aktierne, forklarede Skat tirsdag.
Forhåbninger om penge retur
Skatteministeren forklarer, at han tager sagen meget alvorligt, og at der er tale om en meget, meget stor sag:
- Alene det, at vi har fået en anmeldelse om sagen fra et andet land, siger jo noget om, at det her ikke blot er i Danmark, men i en række lande, hvor det kan tænke sig, at svindlen og bedrageriet er foregået.
Hvorvidt det nogensinde lykkes at få de manglende milliarder tilbage igen, tør Karsten Lauritzen ikke spå om. Det kommer nemlig også helt an på, hvilke andre lande der er involveret, samt hvor velorganiserede de kriminelle er.
- Men det er da min forhåbning, at man kan få nogle af pengene tilbage, men det er meget svært, når der er tale om kriminalitet på det her plan, siger han.