Skatteminister Karsten Lauritzen vil have 692 millioner kroner i erstatning fra it-firmaet KMD på grund af Skats problemer med det kuldsejlede inddrivelsessystem EFI.
I dag sender skatteministeren en stævning til KMD, som leder det konsortium, der har udviklet EFI, skriver Børsen..
- Skats inddrivelse har ikke fungeret i en årrække. Noget af ansvaret ligger hos Skat, og det tager Skat på sig. Men efter Skatteministeriets og Kammeradvokatens vurdering ligger der også et ansvar hos it-leverandøren KMD. Der er simpelthen ikke leveret som aftalt, og det har haft store konsekvenser, siger Karsten Lauritzen.
KMD er ifølge Børsen "rystet" over at blive stævnet for næsten 700 millioner kroner.
- KMD er stærkt forundrede over stævningen. Den er urimelig, men vi imødeser at få sagen afklaret i retten, da det er vores vurdering, at vi har en særdeles god sag, siger firmaets juridiske direktør, Mark Skriver Nielsen, til avisen.
EFI-systemet skulle have været færdigt i 2007, men først i 2013 var det oppe at køre. Statsrevisorerne har flere gange kritiseret systemet, og i september sidste år besluttede skatteministeren at lukke systemet. Det betød, at staten måtte vinke farvel til 14 milliarder kroner i gæld til det offentlige.
/ritzau/
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1274930332557488