Skatteadvokat og tidligere kontorchef i Skat, Michael Bjørn Hansen, frygter, at der ikke bliver ryddet ordentligt op i Skat. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterer i morgen en handlingplan, og ifølge finans.dk bliver it-direktøren og inddrivelsesdirektøren i Skat fyret. - Det er naturligt nok, at de ryger, men problemet er, at man fra politisk side slagter de to og ikke gøre mere ved det. Skat kræver i højeste grad, at man virkelig tager fat og virkelig omstrukturerer det foretagende, lyder det fra Michael Bjørn Hansen.
Mere faglighed ind
Han mener, at krisen stikker langt dybere, og at der skal mere faglighed ind i Skat. - Fagligheden er nedtonet. Skatterevisorerne og skattejuristerne er presset ud. Der er kommet managementfolk ind, som er en slags professionelle organisationsfolk, der kan en frygtelig masse ting men ikke har det faglige. Skat er et stort indviklet system, der er nede i lommen på alle borgere og tager 50 øre for hver krone. Det er en stor maskine, som man ikke bare kan køre ud fra nogle organisationsteorier, mener Michael Bjørn Hansen.
Han mener, at der skal opbygges en ledelse med stor faglig indsigt, da de ansatte i Skat, der kører med bøllemetoder i f.eks. Kasi-sagen (Jesper 'Kasi' Nielsen, red.) ellers har frit spil. - Det er forkert, at der ikke er en faglig ledelse i så stort et system, og det er derfor, så mange ting er gået galt, og mistilliden er steget mere og mere, lyder det fra Michael Bjørn Hansen.
Ingen grund til at hade Skat
Anders Drejer, der er professor på Institut for Økonomi 0g Ledelse på Aalborg Universitet, forventer nogle klare holdninger fra skatteminister Karsten Lauritzen i morgen.
- Jeg håber, han vil vise handlekraft med en plan og ikke bare intentioner. Nu skal der ske noget, alt andet vil være et selvmål. Først og fremmet skal han fortælle, hvad vi har Skat for, siger Anders Drejer. Han mener, at Skat har alt for mange funktioner og små ting som f.eks. motorkontoret under sig. - De skal tilbage til kerneopgaven og have flere tilfredse kunder. Det er ikke Skats skyld, at vi betaler så meget i skat, så der er ingen grund til at hade dem, siger Anders Drejer.
Skat har fredag eftermiddag efter skatteministerens pressemøde om formiddagen indkaldt til et pressemøde, hvor det lyder, at topchef Jesper Rønnow Simonsen vil "gennemgå de organisatoriske forandringer og de personalemæssige konsekvenser" på baggrund af sagen om it-systemet EFI og svindel med udbytteskat. Skat har længe været ude i en lang række skandaler, der blandt andet handler om, at det fælles inddrivelsessystem EFI (forkortelse for Et Fælles Inddrivelsessystem, red.) har vist sig at være smækfyldt med fejl.
Det er IT-direktøren, der har været ansvarlig for EFI, som Kammeradvokaten har udtalt ville være decideret ulovligt for Skat at bruge i den automatiske gældsinddrivelse.