Medie: Skat fyrer direktører

Ifølge Finans.dk er Skats it-direktør og inddrivelsesdirektør blevet fyret som følge af de seneste ugers skandalesager.

Ifølge Finans.dk vil flere medlemmer af ledelsen miste deres job. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

De seneste ugers turbulens i Skat kommer nu til at koste for en række af medlemmerne i Skats ledelse, skriver Finans.dk.

Flere kilder siger til mediet, at det er Skats it-direktør og inddrivelsesdirektør, som nu mister deres stillinger.

De to direktører er dog ikke de eneste, som står til at miste deres job. Flere andre medarbejdere vil også skulle finde en anden arbejdsgiver.

Dog skulle Skats chef, Jesper Rønnow Simonsen, undgå fyring.

Topdirektør går fri

Skat selv vil hverken be- eller afkræfte historien overfor DR Nyheder.

Istedet henviser man til, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) i morgen under præsentationen af sin handlingsplan for Skat vil komme ind på ansvarsfordelingen i myndigheden.

Efterfølgende vil Skat ligeledes holde et pressemøde, hvor Jesper Rønnow Simonsen vil "gennemgå de organisatoriske forandringer og de personalemæssige konsekvenser" ovenpå de seneste skandaler.

Efter flere skandaler

Fyringerne kommer som sagt efter flere ugers afsløringer af fejl i Skat.

Blandt andet har udenlandske svindlere snydt statskassen for milliarder, mens inddrivelsessystemet EFI har været fyldt med fejl.

Kammeradvokaten har udtalt, at det ville være decideret ulovligt for Skat at bruge systemet i den automatiske gældsinddrivelse.

/DR Nyheder/