Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance

LA-profilen forlader partiet efter interne uenigheder. 'Elastikken holdt ikke længere,' lyder det fra ham selv.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har efter mere end 10 år som en central figur i Liberal Alliance besluttet at melde sig ud i protest mod den nye ledelses retning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Folketingsmedlem, tidligere minister og partiprofil Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance.

Det skriver han på Facebook.

- Efter det store valgnederlag i juni har vi naturligt nok forsøgt at genopfinde partiet, men det er blevet tydeligt for mig, at vi ikke har været enige om en ny vej frem. Elastikken holdt ikke længere så at sige, skriver han.

- Spørgsmålet vil sikkert lyde: Hvorfor bliver du ikke og kæmper? Men smag lige på begrebet “at kæmpe”. Det smager af slåskamp eller krig, og fløjkrige er aldrig gode for politiske partier.

I sin opdatering på Facebook lægger Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke skjul på, at han er utilfreds med den nye ledelse i partiet, efter at Alex Vanopslagh har overtaget roret fra Anders Samulesen.

Med Anders Samuelsen som kaptajn, var Simon Emil Ammitzbøll-Bille styrmand i den forgangne årrække, hvor partiet fandt fodfæste på Christiansborg. Da Samuelsen trak sig afviste Ammitzbøll dog at gå efter formandsposten.

- Vi har ikke været enige i folketingsgruppen, og det er jo helt fair. Det er politik. Og derfor slutter mit medlemsskab af LA efter mere end 10 år her, skriver han.

Vanopslagh: Krisen er blevet dybere

- Det respekterer jeg, og det tager jeg til efterretning, lyder reaktionen fra Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance.

De store uenigheder, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille begrunder sin exit med, kan han dog ikke genkende.

- Det har jeg personligt lidt svært ved at se. Selvfølgelig er der nogle uenigheder, men de er ikke voldsommere, end at vi burde kunne få enderne til at mødes, siger han.

Men han erkender, at partiet befinder sig i en krise, og at den er blevet dybere.

- Det ville være fjollet at påstå, at det hele bare kører på skinner og hu-hej, hvor det går. Men der er næsten fire år til næste valg, og vi har masser af tid til at opbygge en stærk liberal platform.

Han tilføjer, at han ærgrer sig over, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke vil være med til at genrejse partiet på det fundament, han selv er ved at støbe.

Uden medlemskab af Liberal Alliance bliver Simon Emil Ammitzbøll-Bille løsgænger i Folketinget.

Den næste i rækken

Simon Emil Ammitzbøll-Billes afsked falder kort tid efter at partiets tidligere politiske ordfører, Christina Egelund, forlod partiet i søndags.

Og hun kvitterer på Twitter for hans beslutning, som hun kalder "stor".

Liberal Alliances folketingsgruppe blev skåret voldsomt ned med et skuffende valgresultat d. 5. juni. Kun fire medlemmer blev det til, og mens Simon Emil Ammitsbøll-Bille beholdt sin stol, røg både den tidligere leder, Anders Samulelsen, og profiler som Laura Lindahl og Joachim B. Olsen ud.

Tilbage sidder i dag den nye leder Alex Vanopslagh, Henrik Dahl og tidligere transportminister Ole Birk Olesen i Folketinget for Liberal Alliance.

DR Nyheder har uden held forsøgt at få et interview med Simon Emil Ammitzbøll-Bille og kommentarer fra LA's resterende folketingsmedlemmer.