SF vil have skærme ud af folkeskolen: Mobilen skal ud, flere papirbøger og blyanter skal tilbage

Skærme har oversvømmet folkeskolen, og det har skadet børnenes faglige og sociale evner, mener SF.

Mobilen og skærme er med til at skabe mistrivsel blandt børn. Derfor skal de væk, mener SF. (© DR Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Børnene skal have fred for skærme, når de er i skole. Det mener SF, der blandt andet vil have mobiltelefoner ud af folkeskolen.

Partiet vil vende lovgivningen på hovedet, så mobiler som udgangspunkt ikke skal være tilladt, medmindre skolebestyrelserne aktivt tillader det.

Det sker få dage efter, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) fortalte, at han mener, at iPads skulle ud af børnehaver og vuggestuer.

- En god folkeskole er ikke én, hvor man har snuden nede i mobilen hele tiden. Vi kan også se, at de skoler, der er mobilfri, fungerer bedre, siger SF's børne- og undervisningsordfører, Jacob Mark.

- Problemet er, at vi stadig har rigtig mange skoler, hvor man ikke har mobilpolitikker, og børnene bruger utrolig meget tid foran skærme. Det går ud over deres evne til at indgå kammeratskaber og fællesskaber, siger han.

Jacob Mark mener, at det også tit er forældrene, der gerne vil have, at deres børn har mobiler med i skole, så de nemt kan kontakte hinanden. (Foto: © Rune Øe, RITZAU/SCANPIX)

Flere papirbøger skal tilbage på skolebordet

I stedet for at sidde med mobiltelefoner og skærme, så skal folkeskoleeleverne i højere grad end i dag sidde med blyanter og fysiske lærebøger, mener partiet. SF vil nemlig sikre, at der bliver købt endnu mere ind af papirbøger i stedet for digitale læremidler.

Helt konkret foreslås det, at elever skal have én fysisk lærebog i de store fag.

- Vi ser en generation af børn og unge, der bruger alt for meget tid på skærme. De er blevet dårligere til at læse, og de fysiske lærematerialer er forsvundet, fordi pengene er væk. Det er en skidt udvikling, og det skal vi have vendt, siger Jacob Mark.

SF har ellers talt for, at folkeskolerne skal sættes fri. Men Jacob Mark mener ikke, at forslaget er modsætning til det. Se videoen med hans forklaring her:

Derudover vil SF gøre faget teknologiforståelse permanent. Det skal give børnene bedre forståelse for at håndtere digital teknologi.

Skoleledere: Beslutningen skal ikke komme fra Christiansborg

SF's forslag vækker dog ikke fuld begejstring hos Skolelederforeningen. Claus Hjortdal, der er formand for foreningen, siger, at man "fuldstændig er med på tankerne" bag SF's forslag om problemerne med de forstyrrende mobiltelefoner i skolen.

Beslutningen skal bare ikke træffes af politikerne på Christiansborg.

- Hvis du er med til at beslutte det som elev i elevrådet og har diskuteret det i klasserne, så ved eleverne, at reglerne er der af en grund. Hvis man laver et forbud fra centralt hold, så er der nogle langt væk, der har taget beslutningen, siger Claus Hjortdal.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal siger, at mange skoler allerede har politikker om brug af mobiltelefoner. (Foto: © Jens Dresling, RITZAU/SCANPIX)

Han fortæller, at en tidligere undersøgelse, som fagbladet Folkeskolen har lavet, viser, at omkring 80 procent af skolerne allerede har regler for brug af mobiltelefoner. Derfor vurderer han, at skolerne allerede har godt styr på mobilerne.

Mere lun er han på ideen om at få flere analoge læringsmidler ind i undervisningen.

- Vi skal kunne veksle langt bedre mellem digitale og analoge læremidler. Vi ved, at der er nogle læseprocesser, der går bedre analogt, og der har vi ikke midler nok til at investere i det, siger Claus Hjortdal.

Lærere: Kommuner sparer ved alene at købe digitalt

Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, er enig i, at beslutningen bør tages lokalt på skolerne.

Samtidig siger han, der er brug for flere midler, så der er råd til bedre lokaler, varieret materiale og mere forberedelsestid til lærerne.

- Rammerne for undervisningen skal vi have kigget på. Det kræver, at vi investerer i skolen, for kommunerne har sparet penge ved alene at indkøbe en teknologiplatform, som man så baserer al sin undervisning på. Det er det, man stiller til rådighed for lærerne – og kun det. Det holder ikke, siger Gordon Ørskov Madsen.

Lad lærerne bestemme

Thomas Enemark Lundtofte, der er lektor ved Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse ved Syddansk Universitet, roser blandt andet, at SF vil indføre faget teknologiforståelse.

Men han siger, at mange skoler allerede har politikker for brug af mobiltelefoner, og blandt andet af den grund undrer det ham, at det forslag er kommet med.

Thomas Enemark Lundtofte mener, at det det skal være op til lærerne at beslutte, om de skal benytte fysiske eller digitale bøger. (© DR)

At SF kobler mobiler og fraværet af fysiske bøger med mistrivsel, kan han heller ikke se logikken i.

- Det har jeg svært ved at se nogen klar evidens for, siger Thomas Enemark Lundtofte.

Han peger på, at der er en sammenhæng mellem brug af sociale medier og mistrivsel, men at man stadig har brug for mere viden om, hvorfor det sker.

- Jeg synes, det virker besnærende at sige, at de absolut skal bruge papirbøger eller digitale læremidler. Det ville jeg lade være op til lærerne, siger han.

Minister: Skærme fylder for meget

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). Men han skriver følgende i en mail til DR:

- Ingen kan være i tvivl om, hvad regeringens holdning er til skærme. Vi mener, at de fylder for meget i børn og unges liv.

- Derfor har jeg også allerede opfordret skolelederne til at begrænse brugen af skærme i skolen. Den opfordring vil jeg gerne gentage, og jeg synes, at det er positivt, at mange skoler aktivt har taget stilling til brugen af mobiltelefoner.