Danmark skal støtte den abortfond, som Holland vil oprette.
Fonden skal fylde det hul, som USA's præsident Donald Trumps veto mod organisationer, som støtter abort og prævention i ulande, ventes at skabe.
Det siger SF's udviklingsordfører Holger K. Nielsen.
- Det er helt uacceptabelt, at Trump kører den politik igennem. Det får meget store konsekvenser for mange kvinder rundt omkring i verden. Derfor er det en god idé, at Holland vil lave en fond, siger Holger K. Nielsen.
- Fonden skal afbøde virkningerne af den amerikanske regerings beslutning. Det bør Danmark bestemt støtte.
SF har stillet spørgsmål til udenrigsministeren
Holger K. Nielsen har spurgt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), hvad Danmark gør i sagen.
Hollands handels- og udviklingsminister Lilianne Ploumen håber, at fonden får støtte fra regeringer, virksomheder og organisationer for at "kompensere det finansielle tilbageslag så vidt muligt", skriver Jyllands-Posten.
Organisationen Marie Stopes International tilbyder prævention og abort til kvinder i 37 lande. Her mener Marjorie Newman-Williams, som er chef for det internationale arbejde, at Trumps politik betyder flere og farligere aborter.
- Forsøg på at stoppe abort gennem restriktive love - eller ved at tilbageholde hjælp til familieplanlægning - vil aldrig virke, fordi de ikke fjerner kvinders behov for abort, siger Marjorie Newman-Williams til avisen.
- Denne politik forværrer kun det i forvejen store problem med at sikre, at mennesker i udviklingslandene, som ønsker at planlægge deres børn, kan få den prævention, som de har brug for.
Marie Stopes International anslår, at Trumps politik fra 2017 til 2020 vil medføre 6,5 millioner uønskede graviditeter, 2,2 millioner aborter, og 2,1 millioner usikre aborter.
/ritzau/