Samuelsen dropper ultimative krav: Det blev lidt ensomt

Kravet om topskattelettelser har de seneste måneder stillet Liberal Alliance i en ensom position, siger partiets formand, Anders Samuelsen.

- Nej, der er ikke noget, der hedder ultimative krav, siger LA's formand, Anders Samuelsen

- Nej, der er ikke noget, der hedder ultimative krav.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, ved pressemødet på Marienborg, hvor grundlaget for Danmarks nye trekløverregering netop er blevet præsenteret.

Ultimative krav var ellers netop, hvad LA-lederen havde stillet den nu tidligere etpartiregering, da Anders Samuelsen uden skyggen af et forbehold erklærede, at han ville vælte Lars Løkke Rasmussens nu hedengangne Venstre-regering, hvis ikke topskatten blev sænket med fem procentpoint hele vejen op.

Det krav kunne statsministeren dog ikke matche.

Før var kravet ultimativt

Lars Løkke Rasmussen var egentlig med på at lette topskatten med fem procentpoint, men skattelettelsen skulle ifølge Løkke kun gælde ved indkomster op til en million kroner.

Som et yderligere benspænd blev Liberal Alliances krav om skattelettelser mødt af en lige så stålfast afvisning fra Dansk Folkeparti.

For at komme ud af den fastlåste situation inviterede Lars Løkke Rasmussen derfor de Konservative og Liberal Alliance til forhandlinger om en ny trekløverregering.

Klokken 14:45 i dag bekræftede statsministeren så på det sociale medie Twitter, at de tre partiledere har fået enderne til at mødes og nu træder ind i et regeringssamarbejde.

Færre skal betale topskat

Topskatten har som ventet været et af de emner, de tre partier har diskuteret i den seneste uge.

Det fremgår af det nye regeringsgrundlag, at regeringen vil arbejde på at reducere marginalskatten og også ønsker, at markant færre danskere skal betale topskat.

Der bliver ikke sat tal på, hvor mange betegnelsen "markant færre" i konkrete tal dækker over.

- Det konkrete udspil kommer senere. Og derefter opstår der så en situation, hvor det skal forhandles hjem, siger Anders Samuelsen.

Han fastholder dog, at regeringsgrundlaget udstikker en mere ambitiøs retning på topskatteområdet end det regeringsgrundlag, der nu bliver erstattet.

Det var lidt ensomt

Samtidig siger han, at hans parti forud for regeringsdannelsen befandt sig i en vanskelig forhandlingsposition.

- Til sidst står man tilbage, som Liberal Alliance har stået de seneste par måneder, med 40.000 mennesker, hvoraf en del er milliardærer, som oven i købet går ud og siger, at de ikke ønsker at betale mindre i skat, siger Anders Samuelsen og tilføjer:

- Det var også lidt ensomt i en periode. Derfor er jeg rigtig glad for at være blevet bragt ud af den ensomme situation og ind i et stærkt fællesskab.