Umiddelbart er det svært at se sammenhængen: Anders Samuelsen krævede regeringens hoved på et fad, hvis den ikke leverede en lettelse af topskatten på fem procentpoint hele vejen op.
Men nu ser det ud til, at Samuelsen i stedet for at vælte regeringen er på vej ind den. Så nu kommer han efter alt at dømme selv til at tage ansvar for en regering, der ikke kan levere en lettelse af topskatten på fem procentpoint hele vejen op.
Hvordan han vil forklare det for sine vælgere og sit bagland, bliver interessant. Men meget skal gå galt for Lars Løkke Rasmussen, hvis ikke det er der, det ender. Som han sagde, da han i sin landsmødetale foran Venstres bagland i Herning lancerede sin plan om at udvide regeringen med Liberal Alliance og de Konservative, så har han allerede snakket med de blå partiledere om sagen.
Hvad Jelved lærte Samuelsen
Med andre ord: De har en forståelse af, at det er løsningen på de borgerliges problemer. Og vinderen er: Gammeldags politik!
Politik hvor mandaternes logik tæller, og hvor ultimative krav oftest ender i blidgyder. Politik hvor man giver og tager, og hvor indflydelse ikke kan måles i, om man fik præcist den ene eller den anden mærkesag hjem på præcist den måde, man havde krævet.
Det var den slags politik, Anders Samuelsen og Liberal Alliance ville gøre op med. Under stor jubel fra folk som erhvervsmanden Lars Seier Christensen og andre liberale, der havde fået nok af kompromiser og magtspil på Christiansborg.
Men i de første kommentarer fra Anders Samuelsen, var det ikke Lars Seir Christensen, der blev nævnt. Det var heller ikke liberale ledestjerner som Adam Smith eller Ayn Rand. Nej, Anders Samuelsen fortalte, hvad han havde lært om politik af sin gamle læremester Marianne Jelved.
Hun er ikke normalt de liberales kop the. Men hun lærte Samuelsen, at indflydelsen i en regering er langt, langt større end udenfor en regering, forklarede han. Nu kan han så snart sidde på bagsædet af en Audi og tælle til 90.
Og faktum er - som Lars Løkke ofte har påpeget - at der ikke findes 90 mandater i Folketinget, der vil have topskattelettelser. På en god dag er der 61.
Dansk Folkeparti bliver nøglen
Dermed ikke sagt, at den nye regering ikke kan forhandle sig frem til lettelser af topskatten. Men det bliver på Dansk Folkepartis nåde, og efter de sidste måneders forløb, er der ikke en overskuelig fremtid, hvor Kristian Thulsen Dahl kan sige ja til en lettelse af topskatten på fem procentpoint hele vejen op.
Læg dertil, at Socialdemokraterne presser Dansk Folkeparti i spørgsmålet ved enhver given lejlighed, og at partiet i øjeblikket ser ud til at få nogle læsterlige klø i meningsmålingerne efter Morten Messerschmidt-sagen.
Derimod kan Kristian Thulesen Dahl se ind i en fremtid, hvor han har pladsen som støtteparti for sig selv. Lidt som i 00'erne og VKO-perioden under Fogh. Hvad den platform kan bruges til, bliver interessant at følge.
Og hvad en kommende trekløverregering vil gøre, hvis Thulesen Dahl bruger sit nyvundne venskab med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og i nogen grad SF's formand Pia Olsen Dyhr til at presse på for klassisk (og udgiftskrævende) velfærdspolitik, er endnu et åbent spørgsmål.
Men der er også grænser for, hvad Dansk Folkeparti kan tillade sig af udskejelser. Partiet har selv nægtet at tage regeringsansvaret på sig, og har dermed skubbet Løkke i armene på LA og K. Og med Løkkes formulering om, at alle de blå partier deler hans analyse af, at der er behov for at udvide regeringen, har Thulesen Dahl også et vist ansvar for, at den regering, han agerer fødselshjælper for, ikke bliver kvalt i navlestrengen.
Løkke køber sig tid
Bundlinjen er, at Lars Løkke Rasmussen med sin manøvre igen har vist sig som en sejlivet overlever i dansk politik. Med ryggen mod muren er han både brutal, tålmodig og kreativ. Han bliver ved og ved og bruger alt, hvad han har til at finde vejen frem. Som han sagde i sin tale: Jeg lægger mig ikke ned, når det ser svært ud.
Begejstreingen i Herning var stor - selvom en del ministre så lidt beklemte ud ved udsigten til en udvidelse af regeringen med to nye partier.
Men kampgejsten i partiet kan ikke dække over det faktum, at Løkkes plan er defensiv. Den er ikke et udslag af en langsigtet gennemtænkt strategi men af nødvendighed i en situation, hvor regeringen var kørt fast. Det er ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt, men heller ikke garanti for fiasko.
Løkke har købt sig tid. Men han har ikke løst sine problemer. Det vil han i klassisk Løkke-stil forsøge at gøre fra sag til sag med det eneste værktøj, han kender: Gammeldags politik.