Sammenbrud i forhandlinger om grønne biler: Men din el-bil bliver ikke dyrere

En samlet opposition har sagt nej til regeringens udspil. Nu bliver dele af udspillet lagt til afstemning.

Der kommer ingen stor aftale om grønne biler i denne omgang. Regeringen kan ikke blive enige med oppositionen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Der kommer ingen bred aftale om grønne biler i denne omgang, for forhandlingerne om regeringens udspil er brudt sammen.

Det meddeler en samlet opposition til pressen i Skatteministeriet, mens skatteminister Karsten Lauritzen (V) bekræfter.

Årsagen til sammenbruddet er de derimod ikke enige om.

- Det er endt i sådan noget taktik. Havde det her været efter et folketingsvalg, så tror jeg, vi havde en aftale, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

- Der er nogle der har en interesse i en konflikt et sted, hvor vi sagtens kunne bygge en bro, siger han videre.

En af de største delelementer i udspillet var at udskyde indfasningen af registreringsafgiften på elbiler, der ellers står til at stige med 20 procent fra nytår. Den udskydelse bliver nu lagt i folketingssalen, hvor samtlige af Folketingets partier stemmer for.

Med andre ord. Elbilerne bliver ikke dyrere fra nytår. Men yderligere tiltag til at holde hånden under salget af grønne biler, har nu trange kår.

- Størstedelen bliver heldigvis til virkelighed, fordi regeringen tager ansvaret på sig og fremsætter det, siger Karsten Lauritzen.

De initiativer, der nu skal til afstemning i folketingssalen, vil forventeligt øge salget af grønne biler med 1.000 styk de næste to år, fremgår det af et udkast til den aftale, der altså aldrig blev til noget.

Oppositionen skred ud af hoveddøren

Dermed kommer der ingen aftale, da forligspartierne nu er smuttet ud af døren med kuglepennene til at underskrive aftalen under armen. Med sig ud af døren tog de en beslutning om i fælles flok at kritisere regeringens planer for ikke at være ambitiøse nok.

- Der er simpelthen for langt mellem ord og handling, når statsministeren ved Folketingets åbning taler om en million elbiler i Danmark, og det så viser sig at regeringens politik kun giver 1000 grønne biler, siger Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel.

Samme toner lyder fra SF's Lisbeth Bech Poulsen:

- Det, regeringen har lagt op til, er snegletempo og manglende vilje til at forpligte sig på en ambitiøs målsætning, siger hun.

Radikale: Vi stemmer for museskridt

Heller ikke De Radikales klimeordfører Ida Auken ser de store visioner i regeringens politik.

- Vi lover at stemme for regerings museskridt, som de lægger frem på bordet. Men hvis Dansk Folkeparti skal svinge taktstokken i dansk politik, kommer vi ingen vegne på elbil-området, så vi må vente på et nyt flertal, siger hun.

Foruden udskydelsen af registeringsafgiften vil regeringen også lægge et forslag om samtidig at indføre et forhøjet fradrag på 40.000 kroner i 2019 for grønne bilejere. Fradraget skal ifølge udspillet stige til 77.500 kroner i 2020. Det ventes samtlige partier også at stemme for.

Forslaget vil betyde, at en elbil med en pris på for eksempel 375.000 kroner kommer ned på 345.000 kroner, hvis man køber den i 2019.