Flankeret af fem fagministre kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) her til formiddag løfte sløret for regeringens længe ventede klima- og luftudspil.
38 konkrete initiativer fordelt på syv forskellige indsatsområder skal med regeringens egne ord gøre Danmark til verdensførende på det grønne område.
- Den blå regering melder sig ind i kampen om at få den sorte politik væk, så fremtiden kan blive grønnere.
- Vi skal kunne give Jorden videre til vores børn og børnebørn, siger Lars Løkke Rasmussen.
"Sammen om en grønnere fremtid".
Det er overskriften på regeringens klimaplan, der har fokus på den såkaldte ikke kvotebelagte sektor. Det betyder i en forsimplet udlægning, at initiativerne i udspillet koncentrer sig om de tre B'er - biler, boliger og bønder.
Én af de fem fagministre på dagens pressemøde var naturligvis klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der understreger, at regeringens plan er ambitiøs, men realistisk.
- Der er brug for en kraftfuld indsats og det præsenterer vi i dag med det udspil som regeringen ligger på banen.
- Vi står overfor en kæmpemæssig udfordring både nationalt, globalt og i det hele taget og det er baggrunden for, at regeringen nu er kommet med sit klimaudspil, siger Lars Christian Lilleholt.
Slut med benzin- og dieselbiler
Allerede i sidste uge, da statsministeren gik på talerstolen i forbindelse med Folketingets åbning hev Lars Løkke Rasmussen en klimakanin op af hatten. Undervejs i talen meddelte han, at regeringen som led sit udspil planlægger et komplet stop for salget af benzin- og dieselbiler frem mod 2030.
Som led i udspillet foreslår regeringen samtidig at afsætte 80 millioner kroner til hurtigladestande for elbiler.
På transportområdet bliver der også sat ind overfor den kollektive trafik. I 2030 må ingen busser i byerne udlede luftforurening eller CO2. I 2020 skal de være CO2-neutrale.
Ud med de gamle brændeovne
Siden åbningstalen er initiativerne i regeringens klima- og luftudspil drypvist havnet i medierne. Tidligere i dag kom det frem, at nye boligejere fremover vil blive tvunget til at skrotte gamle brændeovne, hvis det står til regeringen.
Brændeovne og herunder især gamle brændeovne bonner nemlig negativt ud på klimaskalaen. En brændeovn fra før år 2000 forurener op til fem gange så meget som en af de nye modeller.
Som led i udspillet vil regeringen også forsøge at lokke etablerede boligejere til at skifte den gamle klimasynder ud med en nyere og mindre forurenende en af slagsen.
Regeringen har derfor afsat en belønningspulje på 46 millioner kroner. Pengene skal gå til ejerne af de ældste modeller, der vælger at skifte deres brændeovn ud med en nyere model. Ifølge regeringen vil boligejerne kunne indkassere cirka 2.000 kroner i tilskud til projektet.
Billigere elbiler
I går kom det frem, at grønne biler fremover skal være billigere. Konkret foreslår regeringen at udskyde den planlagte stigning i registreringsafgiften for el- og plugin-hybridbiler med et år og samtidig indføre et forhøjet fradrag på 40.000 kroner i 2019 for grønne bilejere.
Fradraget skal ifølge udspillet stige til 77.500 kroner i 2020.
Forslaget vil betyde, at en elbil med en pris på for eksempel 375.000 kroner kommer ned på 345.000 kroner, hvis man køber den i 2019.