Det Konservative Folkeparti bliver på onsdag tvunget til at melde ud, om partiet står ved sine ord om, at man ikke længere har tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).
En samlet rød blok stiller ifølge DR Nyheders oplysninger således et mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen, som skal behandles i folketingssalen på onsdag.
Oppositionen forsøger med den politiske manøvre at presse De Konservative til at tage den afgørende konsekvens af partiets mistillid til miljøministeren.
De Radikales miljøordfører, Ida Auken, er rystet over, at det nu ser ud til, at Folketinget aktivt skal udtrykke mistillid til en minister i folketingssalen.
- Jeg kan ikke se, hvorfor Eva Kjer Hansen stadig sidder som minister, efter at et flertal i Folketinget har udtrykt, at de ikke har tillid til hende. Det er ikke sådan, vi plejer at gøre her i Folketinget, siger Ida Auken.
- Nu skal vi åbenbart derud, at vi skal tage det helt ned i folketingssalen, og det er ikke særlig godt for demokratiet, siger hun.
SF: Det nærmer sig magtarrogance
Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kræver ligeledes ministerens afgang.
- Det er hævet over enhver tvivl, at miljø- og fødevareministeren har manipuleret med tallene bag landbrugspakken og løjet for Folketinget. Det er utilgiveligt, og derfor har vi ikke tillid til ministeren. Hun bør naturligvis gå af, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
SF's Jonas Dahl forventer, at De Konservative vil stemme sammen med de røde partier, når mistilliden til miljøministeren er på dagsordenen i folketingssalen på onsdag.
- Jeg har meget svært ved at se, at De Konservative kan komme tilbage fra at have sagt, at de ikke længere har tillid til ministeren, siger Jonas Dahl.
Hos SF opfordrer man desuden regeringen til at sætte tredje og sidste lovbehandling af den omdiskuterede landbrugspakke i bero, mens der fortsat er tvivl om miljøministerens politiske liv.
- Det er en farce, at blå blok i dag stemmer en landbrugspakke igennem med en minister, som ikke har et flertal bag sig. Jeg mener, at det her nærmer sig magtarrogance, siger Jonas Dahl.