Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fortsat tillid til miljøminister Eva Kjer Hansen (V).
Det slår han fast på et pressemøde, efter at De Konservative ellers har udtrykt mistillid til netop Eva Kjer Hansen.
- Hun er dygtig og hårdtarbejde, og hun har knoklet loyalt, siger Lars Løkke Rasmussen om sin miljøminister:
Statsministeren vil nu indkalde De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og de øvrige partiledere fra blå blok til nye forhandlinger for at se, om der kan findes "en mindelig løsning".
- Jeg vil gerne række hånden frem til De Konservative. Derfor har jeg inviteret til møde klokken 16. Så må de forhandlinger afklare, om der kan findes en mindelig løsning, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg vil appellere til, at de borgerlige partier tager imod invitationen, så vi kan klinke skårene, siger han:
Indkaldelsen til nye forhandlinger kommer, efter at De Konservative tirsdag aften udtrykte mistillid til miljøminister Eva Kjer Hansen oven på de dramatiske forhandlinger om regeringens landbrugspakke og beskyldninger om, at ministeren skulle have givet urigtige oplysninger til Folketinget.
Gordisk knude
Det mener Lars Løkke Rasmussen ikke, at Eva Kjer Hansen har gjort.
- Jeg har svært ved at se, at der skulle være givet urigtige oplysninger til Folketinget, siger statsministeren efter at have nærstuderet detaljerne i sagen, siden Konservative udtrykte mistillid til miljøministeren.
På pressemødet konstaterer Lars Løkke Rasmussen desuden, at den aktuelle krise i blå blok "handler om meget andet end landbrugspolitik".
Det borgerlige samarbejde er i statsministerens øjne "kørt fast", og nu handler det om at finde ud af, om det borgerlige projekt er "levedygtigt", som Lars Løkke formulerer det.
- Vi står i sandhed i en skæbnestund med noget af en gordisk knude, for tingene er kørt fast. Og så siger man om gordiske knuder, at dem skal man bare hugge over. Og det kan man da nemt gøre.
- Den ene måde at gøre det på er, at jeg skiller mig af med Eva Kjer Hansen, men hende nærer jeg tillid til. Hende anser jeg som dygtig og hårdtarbejdende. Så det er ikke nogen særlig attraktiv løsning, siger statsministeren.
- Den anden måde at hugge knuden over på er at udskrive folketingsvalg. Det er bestemt også en mulighed, men det rummer i sig selv en risiko. Man kunne også spørge sig selv om, hvorvidt danskerne så kort tid efter, vi har haft et folketingsvalg, synes, at vi skal bruge tiden på det, når vi står midt i aktuelle udfordringer, der kalder på handling nu og her, siger Lars Løkke.
- Det kunne også betyde, at ansvaret for at løse de store udfordringer, vi står med, spilles i hænderne på nogle andre. At det pludselig er De Radikale, der sidder for bordenden, når flygtninge- og migrationspolitikken skal håndteres, og Enhedslisten og SF skal sidde for enden af bordet, når skattepolitikken skal håndteres. Så det er en egentlig heller ikke særlig attraktivt. Det forekommer mig ikke særlig attraktivt at hugge den gordiske knude over.
- Derfor er spørgsmålet om det måske ikke var bedre at prøve at løsne den, siger statsministeren.
Se hele Lars Løkke Rasmussens pressemøde her:
Lars Løkke Rasmussens foreløbige reaktion på krisen i blå blok er altså at indkalde de øvrige partiformænd til forhandlinger klokken 16.