I flere kommuner landet over afkræves ældre patienter op mod 150 kroner om dagen for mad, medicin og tøjvask, når de er indlagt på en kommunal akutstue frem for på et sygehus.
Det er brugerbetaling i sundhedsvæsenet, og det vil Socialdemokratiet afskaffe. Partiet vil afsætte 100 millioner kroner på næste års finanslov, fortæller partiformand Mette Frederiksen forud for 1. behandlingen af regeringens finanslovsforslag i dag.
- Der er en del ældre, som oplever at blive indlagt på sygehuset for så at blive sendt hjem uden at være blevet raske – og så kommer de på en akutplads, og her er der nogle steder blevet indført brugerbetaling.
- Det betyder, at der ad bagveje er blevet indført brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Jeg er for fri og lige adgang, og derfor vil jeg have et opgør med det her, siger Mette Frederiksen.
Akutpladserne er et alternativ til indlæggelse for især ældre medicinske patienter, der er udskrevet fra sygehuset, men ikke raske nok til at komme hjem.
Man betaler ikke for selve behandlingen på de kommunale akutstuer, men en del kommuner opkræver betaling for eksempelvis mad, medicin, tøjvask, rengøringsmidler og transport til og fra akutpladsen. Andre kommuner har ingen brugerbetaling.
DF: Vi skal ikke belønne kommunerne
For den enkelte kommune er der penge at spare ved at have de ældre patienter indlogeret på en akutstue frem for indlagt på sygehuset. Derfor giver det endnu mindre mening, at nogle kommuner har valgt at indføre brugerbetaling på akutstuerne, mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.
Hun er enig med Socialdemokratiet i, at brugerbetalingen skal sløjfes. Men det skal ikke ske ved at "belønne kommuner for at have krævet penge fra de ældre for en akutplads", betoner hun:
- Det er ligesom at belønne nogen for at gøre noget forkert. Det er en forkert tankegang at kompensere kommuner, der tager brugerbetaling. Det hører ingen steder hjemme, siger Liselott Blixt.
Udover at være sundhedsordfører for Dansk Folkeparti på Christiansborg er hun også viceborgmester i Greve Kommune, og her har man ikke indført brugerbetaling på akutstuerne.
- Vi er flere kommuner, der ikke har brugerbetaling. Så jeg undrer mig over, at Socialdemokratiet vil sætte penge af til det – de penge kunne bruges bedre andre steder, siger Liselott Blixt.
Hun foreslår i stedet, at politikerne på Christiansborg forbyder kommunerne at opkræve betaling fra patienterne i akuthusene.
S: Man må ikke frygte for regningen i sundhedsvæsenet
Forslaget fra Liselott Blixt vil være "et rigtigt fint næste skridt", lyder det fra Mette Frederiksen:
- Men her og nu er der jo nogle ældre, der kommer i klemme. Derfor synes jeg, når vi alligevel skal til at forhandle finanslov, så lad os få det slået fast, at ingen ældre skal betale for at være indlagt i det danske sundhedsvæsen, siger S-formanden.
Er det ikke bare en belønning til de kommuner, der har indført brugerbetaling, at I vil betale deres regning?
- Det her handler om den enkelte ældre, og for mig som socialdemokrat er det altså fuldstændig afgørende, at man ikke skal betale for at blive rask i det her samfund, siger Mette Frederiksen.
Men vil I ikke bare skævvride det kommunale landkort, hvis I giver penge til de kommuner, der har indført brugerbetaling, og ikke til dem, der ikke har?
- Der er altid forskel på, hvordan kommunerne tilrettelægger det. Det, der er vigtigt for os socialdemokrater, det er, at der ikke må være brugerbetaling i sundhedsvæsenet – og det er ligegyldigt, om det er direkte eller indirekte. Man skal ikke gå og frygte for, om man har råd til det, siger Mette Frederiksen.
Socialdemokratiet vil finansiere de 100 millioner kroner inden for den ramme, der er til rådighed i regeringens finanslovsforslag for 2019.