Slaget om de ældre sygehuspatienter er i fuld gang.
I effektivitetens navn udskriver de nye, store akutsygehuse patienter, inden de er helt raske. Derfor ender mange af de ældre på en kommunal akutstue, hvor de i stedet for et gratis sygehusophold selv skal betale for blandt andet mad og rengøring.
Brugerbetalingen har sneget sig ind af bagvejen, og det er bare ikke i orden, siger formanden for seniorrådet i Vordingborg Peter Lundgaard.
- Vi synes jo, det er fuldstændigt enkelt, når de er henvist af lægen til at komme på akutstue, så er det jo fordi, de ikke kan klare sig derhjemme, og vi sammenligner det med at komme på hospitalet, som er gratis. Det skal det også være på akutstuen, siger han.
Formanden for sundhedsudvalget i Vordingborg, Mette Høgh Christiansen (Soc.), er i gang med at undersøge, om det i virkeligheden er regionen, der skal betale for den ældres forplejning på den kommunale akutstue.
- Hvis det nu er for tidlig udskrivelse fra et sygehus, og man ikke er i stand til at klare sig selv, så kan det diskuteres, om det er rimeligt, siger hun.
De samme tanker har socialdemokraterne i Kalundborg, siger byrådsmedlem Kirsten Rask, der også er medlem af Region Sjælland.
Her har hun været med til at opfordre kommunerne til at tage flere ældre hjem fra sygehusene. Men hun var ikke klar over, at regningen for mad og rengøring blev sendt til de ældre på akutstuerne.
- Det giver en ulighed, som jeg ikke havde set komme, da vi lavede det paradigmeskifte at sende vores borgere hurtigere hjem fra sygehusene, eller at man i kommunerne laver akutstuer for at undgå indlæggelse, siger hun.
Kommuner sparer penge på at undgå indlæggelse
Men de ældre skal ikke betale selv, uanset hvor de er indlagt, mener Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets sundhedsudvalg.
- Når man kommer ud i kommunen i stedet for at blive på sygehuset, så sparer kommunen jo faktisk penge på en indlæggelse, så de skal ikke begynde at tage penge for mad, siger hun.
Det kan blive nødvendigt at Region Sjælland og de 17 kommuner indgår et økonomisk samarbejde om især de ældre og svage patienter.
- Hvis de ikke er færdigbehandlede og er på en akutstue, så er der jo en fællesnævner. Så er det måske et af de områder, hvor man burde lave et fælles budget med kommunerne, siger Nicolai Nicolaisen (S), formand for Region Sjællands nære sundhedsudvalg.
De kommende måneder kommer regeringen med et udspil til en sundhedsreform, hvor kommuner og regioner bliver tvunget til at arbejde tættere sammen.