Skat har fået lov til at købe en række oplysninger fra de lækkede Panamapapirer fra en anonym kilde.
Det viser en skriftlig orientering til Folketingets skatteudvalg, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Hos Socialdemokratiet glæder meldingen partiets skatteordfører, Jesper Petersen.
- Det er en usædvanlig situation at være i, men vi synes, at det er rigtigt at gøre, siger han.
Et indkøb af det lækkede materiale vil også have en forebyggende effekt, vurderer Jesper Petersen.
- Dét, som skattely tilbyder, er hemmeligheder. Og hvis potentielle skattesnydere fremover bliver bange for, at den hemmelighed ikke holder, så tænker de sig forhåbentligt om en ekstra gang, siger skatteordføreren.
Skiftende danske skatteminister har hidtil afvist at købe lækkede skatteoplysninger, men nu har piben altså fået en helt anden lyd. Også selvom der er tale om en anonym sælger.
Jesper Petersen hæfter sig dog ved, at Skat har fået en stikprøve af materialet, og at Skat på den baggrund har vurderet, at oplysningerne var ”tilstrækkeligt relevante og valide”.
- Man er nødt til at overveje det grundigt, når man gør det, og det går jeg ud fra, at Skatteministeriet også har gjort, siger Jesper Petersen.
Skatteordføreren siger desuden, at han ikke er i tvivl om, at materialet vil kunne afsløre skattesnyd for store beløb.
DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).