Socialdemokraternes integrations -og udlændingeordfører, Dan Jørgensen, har ikke meget tilovers for den kritik, der lyder fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl på deres landsmøde i Herning i dag.
Et af kritikpunkterne fra formanden lyder, at det var Socialdemokraterne, der med deres politik forårsagede, at flere udlændinge kom til Danmark, og at de derfor har et ansvar, som de ikke kan løbe fra.
- Kristian Thulesen Dahl virker en smule bitter og desperat, hvilket man jo ikke kan fortænke ham i, eftersom det viser sig, at han ikke har nogen indflydelse på den regering, der sidder nu, siger Dan Jørgensen.
De har selv fravalgt magten
Kristian Thulesen Dahl sagde desuden i sin tale, at han i modsætning til mange andre ikke vil kritisere Ungarn for deres håndtering af flygtninge.
Han understregede også, at ethvert land har ret til at forsvare sine grænser og bestemme, hvem man vil åbne dørene for. Men Dan Jørgensen mener ikke, at DF har noget at sige på det område, sådan som landet ligger nu.
- Han har selv undladt at gå i regering, fordi han troede, at det ville give mere indflydelse at stå udenfor. Nu viser det sig så, at han ingen som helst indflydelse har på grænsekontrol og på antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, siger Dan Jørgensen.
De to vigtigste partier
Den socialdemokratiske ordfører mener, at kritikken kommer, fordi Dansk Folkeparti føler sig presset over enigheden mellem de to største partier i Danmark.
- Når det kommer til grænsekontrol og hvor mange vi hjælper og tager i mod, så er der ikke så stor forskel på det Venstre siger og det vi siger, og det presser Kristian Thulesen Dahl, fordi det isolerer ham helt ude på højre fløjen hvor der ikke er nogen, der er enige med ham, siger Dan Jørgensen.
Han påpeger også, at det ikke er alle partier, der er lige vigtige.
- Så mange partier som muligt bør være med i et nationalt kompromis Men det er klart, at De to vigtigste partier er selvfølgelig dem der gerne vil have ansvaret og statsministerposten, og det er Venstre og Socialdemokratiet, siger Dan Jørgensen.