S til Løkke: Lad os indgå nationalt kompromis om asyl og integration

Lad os lave en bred politisk aftale om asyl og integration, siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i sin tale på kongres.

Socialdemokraterne indledte lørdag deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her holder formanden Mette Frederiksen sin åbningstale. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Socialdemokraterne opfordrer nu statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at indgå et nationalt kompromis om på asyl- og udlændingeområdet.

Tiden er ganske enkelt til det, lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i sin første formandstale ved S-kongressen i Aalborg.

- Der skal laves en bred politisk aftale. Om asyl og udlændinge. Om reel og markant hjælp til nærområderne og verdens flygtninge. Om en skærpet indsats imod social dumping udefra. Om ret og pligt i integrationsindsatsen. Om et Danmark vi kan være fælles om, siger Mette Frederiksen.

Røde partier uden indflydelse

Hvis en sådan bred politisk aftale indgåes, vil det med al sandsynlighed efterlade resten af partierne i rød blok uden for indflydelse.

Igennem flygtningekrisen har Socialdemokraterne lagt sig tæt op ad Venstre-regeringen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Begge partier står vagt om det danske retsforbehold og et nej til at deltage i en kvotefordeling af flygtninge.

Mette Frederiksen fik stående ovationer efter sin første formandstale. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter folketingsvalget i juni er Socialdemokraterne blevet frigjort fra regeringssamarbejdet med De Radikale og har siden markeret sig med en strammere udlændingekurs.

Udlændingepolitikken opfattes af mange som et traume for Socialdemokraterne. I valgkampen lykkedes det til dels også Venstre at sætte spørgsmålstegn ved S-linjen.

V: Det er modent

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, hilser dog Mette Frederiksens melding velkommen.

- Det er en god og moden tilgang at søge det brede samarbejde. Det vil jeg godt kvittere for. Mette Frederiksen har jo flere gange tidligere meldt ud, at hun vil være konstruktiv i opposition og arbejde sammen. Det er en god melding. Nu må den så stå sin prøve i virkeligheden, siger han.

- Det forudsætter jo, at Socialdemokraterne ikke forelsker sig i De Radikale igen, som de har tendens til, siger Jakob Ellemann-Jensen.