I en sjælden alliance bremsede Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i dag en aftale om flere asylstramninger ved at stå fast på at lave såkaldte flygtningelandsbyer for at aflaste kommunerne.
Der er dog grundlæggende forskel på de to partiers opfattelse af, hvad en flygtningelandsby indebærer.
Socialdemokraterne vil nemlig gøre det muligt for forældrene i flygtningelandsbyerne at tage et job og lære danske uden for landsbyen. Det fremgår af et udspil, partiet kom med tidligere på året.
Det står i skarp kontrast til Dansk Folkeparti, der ikke mener, at flygtninge skal påbegynde nogen form for integration i det danske samfund, og at de skal blive i centre, indtil de kan sendes tilbage til deres hjemland.
DF vil med flygtningelandsbyerne sende det signal, at man ikke skal komme til Danmark for at starte et nyt liv.
Regeringen vil ikke afvise flygtningelandsbyerne, men udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at der mangler tilstrækkeligt grundlag for at etablere dem på nuværende tidspunkt.
Regeringen har dog modsat Dansk Folkeparti det udgangspunkt, at flygtninge skal integreres i det danske samfund.