Står det til regeringen, skal de nedslidte F16-fly hurtigst muligt ordnes og sendes tilbage til Kuwait og kampen mod Islamisk Stat allerede i foråret eller forsommeren.
Ordførerne fra de to største folketingspartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, er dog endnu ikke klar til at bakke den melding op.
- Det er helt naturligt, at der er brug for en pause nu, men hvad der så skal ske i fremtiden, kan vi ikke sige 100 procent i dag, siger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S).
Dansk luftrum er vigtigst
Marie Krarup fra Dansk Folkeparti deler Henrik Dam Kristensens vurdering af situationen.
Hun mener, der er behov for en grundig analyse af Forsvarets muligheder, før hun vil tage stilling til, om F16-flyene endnu engang skal kaste bomber ned over Islamisk Stats positioner i Irak.
- Vi skal huske på, at F16 har nogle opgaver, som er ekstremt vigtige. De har ikke kun opgaven i Irak med at bekæmpe Islamisk Stat – de har jo også opgaven med at hævde Danmarks suverænitet i luftrummet, forklarer hun.
- Det må ikke være sådan, at vi sender et F16-bidrag til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat og så ikke kan hævde Danmarks suverænitet i luftrummet. Det er den vigtigste opgave overhovedet.
Skal blive ved
Begge folketingspolitikere bakker dog op om, at Danmark fortsat skal spille en rolle i kampen mod Islamisk Stat.
- Jeg synes, det er godt, at vi bliver ved med at bekæmpe Islamisk Stat, men vi skal tage i betragtning, at vi gør det med noget, som batter, og noget, som rent faktisk kan lade sig gøre, forklarer Marie Krarup.
En af mulighederne kunne være at sende Flyvevåbnets mobile radar til området. Et bidrag, som Danmark tidligere har sendt i kamp i blandt andet Afghanistan.
- Dét kan være et væsentligt bidrag, og så må vi diskutere det, for det, det handler om for Socialdemokratiet, er to ting. At vi bekæmper Islamisk Stat, og at vi bidrager med noget, som er til nytte for alliancen, og som vi er i stand til at håndtere fra dansk side af.
Har fløjet over 400 missioner
Lige nu er 90 mand udsendt sammen med syv danske F-16-fly. Og derudover træner 120 mand de irakiske soldater på landjorden.
Danmark har deltaget i den internationale operation mod Islamisk Stat i Irak siden oktober 2014, og de danske soldater og kampfly har ifølge forsvaret fløjet 476 missioner og smidt 425 bomber.
Desuden har de danske fly været på vingerne flere gange kun for at overvåge og indhente efterretninger.
Ifølge Centralforeningen for Stampersonel, som er den største fagforening i Forsvaret, er regeringens plan om at sende F16-flyvene tilbage om et halvt års tid urealistisk