S: Flygtninge skal i job - selv om de ikke kan dansk

Den bedste vej ind i det danske samfund er ikke sproget, men arbejde, lyder det i Socialdemokraternes udspil.

Maung fra Myanmar, også kaldet Burma, er en af de få , der har fået arbejde. S mener, at flygtninge og migranter skal i arbejde straks, også selv om de ikke kan dansk. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Så snart udlændinge har fået flygtningestatus i Danmark, skal de ud på arbejdsmarkedet. Også selv om de hverken kan forstå eller tale dansk.

Det mener Socialdemokraterne, der i dag ifølge TV2 præsenterer et nyt integrationsudspil.

Ifølge partiet skal sprogundervisningen stadig være obligatorisk, men dansk skal ikke længere være en forudsætning for at få et arbejde. Derimod bør flygtninge og migranter sendes i arbejde hurtigst muligt.

- Det bliver den bedste entré til vores samfund, at de bliver en del af vores fællesskab, at folk hurtigst muligt kommer ud på brædderne, ud at køre noget bus, ud at gøre rent, eller hvad der skal til i det danske samfund, siger Mattias Tesfaye.

Tesfaye understreger, at flygtninge og migranter ikke skal presses foran danskerne i jobkøen. I stedet skal flygtningene og migranterne i nyttejob, virksomhedspraktik eller i løntilskud, hvis der ikke er noget arbejde at få, lyder det i udspillet.

Dansk Folkeparti er kritisk over for udspillet. Ifølge udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen skal flygtninge og migranter slet ikke ud i danske lokalsamfund.

/ritzau/