Kommuner vil kunne placere flygtninge hvor der er ledige job

Flygtninge skal placeres i de kommuner, hvor der er brug for deres arbejdskraft, mener KL.

Ifølge Kommunernes Landsforening er det vigtigste at få flygtninge i arbejde, når de har fået asyl (arkivfoto). (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Kommunernes Landsforening vil have mulighed for at placere flygtninge i de kommuner, der har brug for deres erhvervserfaring og uddannelse, skriver Berlingske.

En syrisk kvinde med en uddannelse som tandlæge skal, hvis det står til KL, bo i en kommune, der har mangel på tandlæger, når hun har fået sin opholdstilladelse.

Forslaget er ét af flere fra Kommunernes Landsforening.

Udlændingestyrelsen afgør i dag, i hvilken kommune en flygtning skal bosættes, og her spiller blandt andet sproglig og kulturel baggrund, familiemæssig tilknytning og uddannelse ind.

KL mener, at der skal lægges mere vægt på flygtningenes kompetencer, og det samme mener Røde Kors, som kalder forslaget fremragende.

- Vi skal undgå at flygtninge bliver isoleret. Jeg føler mig overbevist om, at hvis man er fast inventar på arbejdsmarkedet, så får man hurtigere flygtninge integreret, siger generalsekretær Anders Ladekarl.

/ritzau/