Et bredt funderet medieforlig har lange udsigter.
Det konstaterer Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, efter at kulturminister Mette Bock (LA) i dag tog hul på forhandlingerne om et nyt medieforlig, som hun håber at få på plads inden sommer.
- Det er op ad bakke, hvis vi skal have et bredt medieforlig. Desværre, siger Mogens Jensen efter dagens forhandlinger.
- Som det umiddelbart ser ud, er der stadig tale om massive besparelser på public service og dansk indhold i fremtiden, siger han.
Ultimative krav gør det svært
Socialdemokratiet mener, at regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti, lægger op til en ”voldsom” nedskæring på public service i Danmark, herunder et sparekrav til Danmarks Radio på 20 procent over fem år samt besparelser på TV2-regionerne og Radio24syv.
De bebudede nedskæringer har Socialdemokraterne et håb om at begrænse, men Mogens Jensen er ikke optimist.
- Med det medieudspil, der er lagt op til, og det, at man stiller ultimative krav, inden forhandlingerne går i gang, gør det selvfølgelig svært. Men vi må vurdere, hvad mulighederne er, og nu kommer der et nyt møde, hvor man kan gå i dybden med tallene, siger Mogens Jensen.
Han henviser med udtalelsen om ultimative krav til, at regeringen har gjort det klart, at andre partier skal acceptere den økonomiske ramme, som er blevet aftalt med Dansk Folkeparti, om at afskaffe licensen og skære 20 procent på DR.
Minister: DR-besparelse er ikke til forhandling
Kulturminister Mette Bock bekræfter, at en accept af den økonomiske ramme fortsat er en forudsætning for at være med i det kommende medieforlig.
- Det er en præmis for de kommende forhandlinger. Vi begynder ikke at åbne på spørgsmålet omkring reduktionen i DR, siger Mette Bock.
Kan der pilles ved resten af økonomien?
- Der kan jo rykkes rigtig meget rundt. Nu fik partierne en lidt mere detaljeret gennemgang af, hvad der ligger i udspillet, så der er faktisk cirka 800 millioner kroner samlet at forhandle om, siger kulturministeren.
Uanset det ultimative krav fra regeringen er Socialdemokratiet dog – ligesom alle Folketingets øvrige partier – fortsat med i forhandlingerne.
Mogens Jensen, hvad er det, der gør, at I kan forhandle videre?
- Det kommer helt an på, om regeringen kommer med andre penge, der kan være med til at sikre, at de her nedskæringer ikke gennemføres. Eller i hvert fald gennemføres i markant – og det skal være markant – mindre omfang. Det er det, vi nu skal se.
- Regeringen tilkendegiver, at den vil komme med nogle andre midler fra finanslov eller råderum. Der må vi vurdere, hvilke finansieringskilder de lægger op til, og ud fra det træffe en beslutning i forhold til at gå videre, siger Mogens Jensen.