OVERBLIK Her er regeringens medieudspil

Regeringen vil sælge 40 procent af TV 2, mens Radio24syv skal spare 33 procent, og DR skal spare 20 procent.

Regeringen kom i dag med sit medieudspil. Et medieudspil er et udspil til, hvordan medierne i Danmark skal se ud i fremtiden.

Regeringen vil blandt andet skære 20 procent af DR, og radiokanalen Radio24syv skal beskæres med 33 procent.

Regeringen vil også sælge 40 procent af aktierne i TV 2. Det sagde kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance) på et pressemøde torsdag.

Regeringen skal nu forhandle med Folketinget om medieudspillet. Herunder kan du se punkter fra medieudspillet.

Regeringens medieudspil

Radio24syv skal spare 33 procent over fire år

  • Den licensfinansierede Radio24syv skal spare 33 procent over fire år.

  • Radio24syv skal fremover også få penge fra reklamer.

TV 2-regionerne skal spare to procent

  • Regeringen ønsker, at TV 2-regionerne skal have øget fokus på udvikling af indhold til unge.

  • TV 2-regionerne skal stadig lave udsendelser til kanalen TV 2.

  • Regeringen vil også have, at TV 2-regionerne skal spare to procent om året de næste fem år.

40 procent TV 2 Danmark skal sættes til salg

  • TV 2 Danmark er et medieselskab, som den danske stat ejer. Regeringen ønsker at sælge 40 procent af aktierne i TV 2.

  • TV 2 skal stadig have hovedkvarter i Odense.

  • Hvis flere af aktierne i TV 2 skal sælges i fremtiden, bliver det besluttet senere. Det står i regeringens udspil.

DR skal spare 20 procent og lukke to tv-kanaler

  • Danmarks Radio skal bespares med 20 procent.

  • Det skal blandt andet ske, ved at DR skal lukke to af sine seks tv-kanaler.

  • Udspillet fra regeringen tager ikke stilling til, hvilke kanaler der skal lukkes.

Regeringen vil lave en ny public service-pulje

  • Public Service-puljen er en mængde penge, som medievirksomheder kan søge, hvis de vil lave radio og tv.

  • I dag er Public Service-puljen på 35 millioner kroner. Men regeringen vil øge den til 220 millioner kroner.

  • DR kan ikke søge om penge fra puljen.

Regeringen vil have en ny tv-kanal og en ny DAB-radiokanal

  • Regeringen vil have en ny tv-kanal, som skal levere kultur og folkeoplysning. Kanalen skal både have penge fra det offentlige og fra reklamer.

  • Regeringen vil også have en ny DAB-radiokanal, som også både skal have offentlige penge samt penge fra reklamer.

FM-radio lukker senest i 2021

  • FM-radio er radio, hvor man kan finde radiokanalerne på bestemte frekvenser

  • Regeringen vil lukke for FM-radio senest i 2021. Regeringen ønsker nemlig, at borgerne hurtigere skifter over til DAB, og at borgerne får flere radiokanaler at vælge imellem.

  • Ifølge DR Medieforskning er cirka 38 procent af radiolytningen i år digital.

Digitale medier skal ikke betale moms

  • I dag skal trykte aviser ikke betale moms.

  • Regeringen ønsker, at digitale medier heller ikke skal betale moms. Udspillet fra regeringen gælder i perioden 2019 til 2023. Du kan læse hele regeringens medieudspil her.