Rød blok raser: V tager fra de fattige og giver til de rige

Regeringens forslag til finanslov lader meget tilbage at ønske, lyder det fra oppositionen.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, og resten af rød blok er rasende over regeringens finanslovsforslag.

Man kan ikke ligefrem sige, at regeringen vælter sig i rosende ord fra rød blok, efter at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fremlagt regeringens forslag til en ny finanslov.

Bekymrende og skævt, siger Socialdemokraterne. Visionsløst og kortsigtet, siger SF. Rendyrket højreorienteret omfordeling fra velfærden til velhaverne, siger Enhedslisten, mens Alternativet mener, at regeringen lever i fortiden.

- Det er et uambitiøst finanslovsforslag, Venstre præsenterer. Jeg ser hverken, at man prioriterer at skabe flere arbejdspladser eller en prioritering af vores kernevelfærd, siger Nicolai Wammen, Socialdemokraternes politiske ordfører.

- Vi er bekymrede for, om regeringen har lagt sig fast på en finanslov med Liberal Alliance, der kun vil gøre det endnu mere skævt og med Dansk Folkeparti, der allerede har opgivet deres krav om flere penge til velfærd, lyder det.

- Det er decideret pinligt

Regeringens forslag henter penge ved at skære i især udviklingsbistand, på forskningen og gennem midler fra landets kommuner, og de bliver så brugt igen på hovedsagelig sygehuse og lettelse af afgifter til erhvervslivet.

Desuden vil regeringen skære i boligstøtten til de ældste borgere, og det falder ikke i god jord hos SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

- Det er dumt og decideret pinligt, siger hun i en skriftlig kommentar.

Savner penge til børn og skoler

Heller ikke hos Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, får regeringen rosende ord med på vejen.

- Man tager penge fra vores børn, fra vores uddannelser og fra pensionisterne for at dele milliardgaver ud i form af målrettede skatterabatter til nogle af de allerstørste danske virksomheder, som i forvejen har rekordoverskud i disse år, siger han.

Regeringen vil skære i ulandsbistanden, som sættes ned til 0,7 procent af BNI, hvilket svarer til FN's målsætning for medlemslandene. Det undrer Alternativets finansordfører, Josephine Fock.

- Når man skærer i uddannelse og forskning, klima og miljø samt udviklingsbistanden, så giver det et indtryk af en regering, der enten ikke aner, hvad der er på vej, eller decideret handler imod bedre vidende, skriver hun i en pressemeddelelse.

DSB mister 300 millioner

Bevillinger til forskning beskæres, så forskningsbudgettet udgør 1,01 procent af BNP i 2016.

Desuden må også DSB vinke farvel til 300 millioner kroner årligt i statstilskud.

- Det vil ramme hårdt på udviklingen, at Venstre trækker penge ud, som ellers ville gå til toginvesteringer, siger Andreas Steenberg, De Radikales trafikordfører, der henviser til miseren med IC4-togene og pladsmangel i togene.

/ritzau/