De politiske himmelstormere fra Alternativet kæmper med intern uro i partiet, efter at det er kommet frem, at en medarbejder blev anklaget for et overgreb mod et yngre medlem og opsagt, men kort efter genansat.
Ligeledes har partiet sat en intern kulegravning i gang, efter at flere medarbejdere også har klaget over "festkulturen", omgangstonen og rodede arbejdsgange i partiet, som Jyllands-Posten kunne fortælle om i sidste uge.
Sagerne har blandt andet ramt partileder Uffe Elbæks særlige rådgiver, Mikkel Nørskov, der var manden, der genansatte den fyrede medarbejder.
Og timingen kan vise sig at være problematisk for Alternativet, som i morgen har opstillede kandidater til kommunalvalget og regionsrådet for første gang i partiets historie, vurderer DR's politiske analytiker, Jens Ringberg.
- Nu er der en risiko for, at et antal vælgere i sidste øjeblik fravælger Alternativet på stemmesedlen, fordi de synes, at billedet af partiet ser lidt for broget ud. I forvejen er der jo tale om et nyt parti, siger han og fortsætter:
- Omvendt vil der naturligvis også være mange vælgere, der holder fast i, at valgene tirsdag er lokale valg – og som derfor synes det er mindre vigtigt, hvad der sker på Christiansborg. Derfor tror jeg Alternativet får en del stemmer i flere kommuner, især de større byer.
Elbæk støttede indsamling af intimfotos
I aftes kunne Jyllands-Posten så føje endnu et kapitel til føljetonen om problemerne i Alternativet. De kunne nemlig fortælle, at ansatte i partiet i maj blev opfordret til at indsende fotos af deres "pik i slap tilstand".
Det fremgik af en intern mail, hvor der også stod, at partileder Uffe Elbæk havde godkendt ideen, som skulle bruges i forbindelse med et jubilæum på Alternativets stamværtshus.
Alternativets gruppeformand, René Gade, bekræfter sagen over for DR Nyheder, men siger, at Uffe Elbæk kom på andre tanker efterfølgende, hvorfor idéen blev droppet.
Ifølge Jens Ringberg er der dog en del, der tyder på, at de festlige indslag i Alternativet kan skade partiet.
- Når medarbejdere klager over en overdrevet ”festkultur”, og ledende medarbejdere opfordrer de ansatte til at indsende billeder af deres penis, så vidner det om, at Alternativet ikke har fået defineret sin nye rolle – som arbejdsgiver og som dagligt fungerende politisk organisation, siger han.
Uffe Elbæk skal slukke branden
Jyllands-Postens afsløringer er alle kommet inden for den seneste uge, og det hele lagt sammen, tegner et billede af en ledelse, som ikke har styr på sine tropper, vurderer DR's politiske analytiker Jens Ringberg.
- Sagerne rammer den politiske ledelse i Alternativet - også Uffe Elbæk. Han skal bruge tid i valgkampen til brandslukning og til at beklage ting, andre har gjort under hans ledelse. Der er et indtryk af, at han og andre i partiets politiske ledelse ikke har haft styr på, hvad der skete i organisationen, siger han.
Alternativet har som konsekvens af klagerne om krænkelser og overdrevet "festkultur" iværksat en intern kulegravning af arbejdsforholdene i partiet.
Og den kulegravning skal både være med til at stabilisere partiet internt, men skal også være med til at berolige Alternativets vælgerskare, mener Jens Ringberg.
- Alternativet må nu håbe, at den interne undersøgelse, som gruppeformand Réne Gade laver, kan rense luften og skabe tillid hos de vælgere, der stadig har deres tvivl om Alternativet som politisk parti.