Yderligere to personer, der modtog disciplinære advarsler i forbindelse med Minkkommissionens beretning, er nu sluppet for dem.
Rigspolitiet har således tilbagekaldt advarsler til politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch, fremgår det af en pressemeddelelse.
Det sker, efter politiet har lavet en ny gennemgang af sagerne. Der står i pressemeddelelsen ikke nærmere om, hvad gennemgangen mere præcist viser.
Men de nye tilbagetrækninger kommer, efter en lang række embedsmænd er sluppet for påtaler og advarsler, de fik efter Minkkommissionens beretning.
De to medarbejdere i politiet, der nu står uden advarsler, er altså ikke de eneste, der slipper.
En række personer, der modtog advarsler eller andre disciplinære straffe, har dem i dag ikke længere hængende over hovedet.
Senest valgte Fødevareministeriet at trække en advarsel mod kontorchef Paolo Drostby tilbage.
Otte advarsler droppet
Sagerne er taget op igen, efter rigspolitichef Thorkild Fogde blev renset tilbage i februar.
Dengang blev hans sag vurderet af nogle jurister i Forhørsledelsen. De kom frem til en afgørende anderledes konklusion end Minkommissionen.
Og netop den har været argumentet for at trække advarsler og andre disciplinære straffe tilbage.
Kort sagt kom Forhørsledelsen frem til, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et afgørende pressemøde ikke gav en instruks til at aflive alle mink i juridisk forstand. Det står modsat Minkkommissionens beretning.
Efter den vurdering blev en lang række embedsmænds disciplinære straffe genvurderet på ny, og otte ud af i alt ti kritiserede embedsmænd er sluppet af med dem.
Imens står to af dem stadig ved magt. Det gælder to, der blev givet i Fødevareministeriet.
Tidligere afdelingschef i Fødevareministeriet Tejs Binderup og tidligere veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen har i dag stadig har deres advarsler.
De var ellers nogle af de første til at råbe vagt i gevær i forhold til den manglende lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.
Når deres advarsler alligevel står ved magt, skyldes det, at de to var ansvarlige for det brev, der blev sendt ud til minkavlerne om, at deres dyr skulle aflives.
Kritiseret for actioncards
De to medarbejdere i politiet - Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch - blev kritiseret af kommissionen for deres "medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med politiets anvendelse af actioncardet af 6. november 2020".
Actioncardet blev brugt af betjentene til at ringe rundt til minkavlerne for at fortælle dem, at deres mink skulle aflives.
Og mens det skete, vidste man ifølge Minkkommissionen altså, at der ikke var den fornønde lovgivning på plads. Alligevel fortsatte rundringningerne.