Rigspolitiet har fundet mailarkiver efter afsløringer af slettede mails i Tibet-sagen

I en "rutinemæssig serverkontrol" har Rigspolitiet fundet "mailarkiver". Justitsministeren beklager, at de først er fundet nu.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) beklager, at Rigspolitiet først har fundet nogle mailarkiver i en "rutinemæssig serverkontrol" nu. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Samtidig med, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i dag meddeler, at han vil genåbne Tibet-kommissionen for at få "afklaret tvivl" om dens beretning i kølvandet på P1 Orienterings afsløringer om slettede mails i politiet, oplyser han, at Rigspolitiet i en rutinemæssig serverkontrol har fundet nogle mailarkiver.

- I forlængelse af, at Rigspolitiet har oplyst mig om de mailarkiver, de har fundet, har jeg orienteret Folketinget og beklaget, at mailarkiverne først er fundet nu i forbindelse med en rutinemæssig serverkontrol, siger Søren Pape Poulsen.

Tilbage i marts kunne P1 Orientering afsløre, at Tibet-kommissionen blev afskåret fra at undersøge politiledelsen til bunds i sagen om en ulovlig ordre om at stoppe fredelige demonstranter i forbindelse med et kinesisk statsbesøg i 2012.

Før Tibet-kommissionen overhovedet kom i gang med at undersøge, hvor ordren om at fratage demonstranter et Tibet-flag kom fra, blev topledelsens mailkonti nemlig slettet, fordi de havde forladt deres stillinger.

Derfor fik kommissionen aldrig mulighed for at undersøge de øverste chefers mailbokse. Kommissionen konkluderede, at der ikke kan pålægges toppen af Københavns Politi noget ansvar for den ulovlige ordre.

Men den 22. maj fandt Sikkerhedssektionen i Rigspolitiets Koncern IT ved "en rutinemæssig kontrol af servere på politiets netværk" altså "et større antal personlige mailarkiver". Det orienterede Rigspolitiet Justitsministeriet om 1. juni.

Arkiverne indeholder de dele af medarbejdernes mailbokse, som medarbejderne selv aktivt har flyttet fra egne mailbokse til mailarkiverne og omfatter i alt 826 brugere.

I et svar til Folketinget oplyste Rigspolitiet ellers i april, at "muligheden for at genskabe slettede mails er minimal", og at Rigspolitiet derfor ikke havde "foretaget konkrete forsøg på genskabelse af slettede mails".

Når Rigspolitiet ikke har været opmærksom på mailarkiverne, så skyldes det, at den server, de er placeret på, ligger uden for mailsystemet, skriver Justitsministeriet.

Pape vil genåbne Tibet-kommissionen

I kølvandet på P1 Orienterings afsløringer og et ønske fra et flertal i Folketinget om at få genåbnet Tibet-kommissionen har Søren Pape Poulsen i dag meddelt, at kommissionen skal gennedsættes.

- Det er vigtigt for mig, at vi får afklaret den tvivl, der er opstået i forlængelse af Tibet-kommissionens beretning, siger ministeren og tilføjer:

- I den seneste tid er der kommet oplysninger frem, der har betydet, at der er blevet sat spørgsmål ved kommissionens adgang til mails og i forlængelse heraf kommisisonens konklusioner. Den tvivl er ingen tjent med. Derfor vil regeringen nedsætte Tibet-kommissionen igen.

Regeringen finder det "mest hensigtsmæssigt" at bede de personer, der allerede har undersøgt sagen, om at se på den igen "og overveje, om der er kommet nye oplysninger frem, der rykker ved konklusionerne i Tibet-kommissionens beretning".