Region Syddanmark har kun begrænset viden om, hvad Carl Holsts (V) nuværende spindoktor, Christian Ingemann Nielsen, lavede, i den periode på 11 måneder, hvor han var ansat i Region Syddanmark.
Det viser en redegørelse, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
I de sidste par uger har der i flere medier været fremlagt dokumentation, som peger på, at Christian Ingemann Nielsen, mens han var ansat som embedsmand, har arbejdet for Carl Holst under sin valgkamp. Og det er ulovligt.
Kun fire konkrete produkter
Ifølge redegørelsen bestod Christian Ingemann Nielsens arbejde i at udføre kommunikationsopgaver i forhold til projektet ”Smart Vækst og Velfærd” samt at indgå i den daglige betjening af den øverste administrative og politiske ledelse.
Redegørelsen viser, at Christian Ingemann Nielsen deltog i tre møder. Derudover fremgår det, at regionen kun har kunnet finde fire mindre opgaver, som Christian Ingemann Nielsen har lavet for regionen i løbet af sin ansættelse, som er blevet journaliseret:
- Pressemeddelelse fra august 2014: ”Bedre velfærd for færre penge – Region Syddanmark vil finde gode idéer og udvikle dem, så de kan bredes ud og i sidste ende skabe bedre velfærd og vækst for færre penge”
- Blog til Børsen: ”Skarpe idéer skal sikre velfærden”
- Blog til region.syddanmark.dk: ”Skarpe idéer skal sikre velfærden”
- Artikel til Regionens PULS: ”Bedre velfærd for færre penge – takket være innovative medarbejdere”.
Selvom det ser ud til, at Christian Ingemann Nielsen i sin tid som ansat i Region Syddanmark havde masser af tid til at servicere daværende regionsrådsformand Carl Holst, udelukker redegørelsen ikke, at Christian Ingemann Nielsen har produceret andre ting.
Tynd redegørelse
Generelt er det en tynd redegørelse, lyder det fra regionsmedlem Thies Mathiasen fra Dansk Folkeparti. - Redegørelsen fortæller ikke rigtig noget om de forhold, der har været omkring Christian Ingemann og Carl Holst, siger Thies Mathiasen til DR Fyn.
Christian Ingemann Nielsen har på sit visitkort skrevet titlen ”Kommunikationsmedarbejder, Personlig assistent for regionsrådsformand”.
Den endelige redegørelse skal danne grundlag for, at Statsforvaltningen kan vurdere, om der er foregået ulovligheder. Og hvis det er tilfældet, er flere politikere klar til at tage yderligere skridt.
En af dem er socialdemokraten Karsten Uno.
- Hvis der er begået ulovligheder, så må vi tage stilling til, hvad der så skal ske. Det kan jo være en politianmeldelse, siger socialdemokraten til DR Fyn.
Christian Ingemann Nielsen udtaler til DR Nyheder, at han hverken vil be- eller afkræfte arbejdsindsatsen.