Regeringen vil vurdere boliger med luftfotos

Regeringen foreslår, at luftfotos er på bordet i forhandlingerne om den nye boligbeskatning.

Kig godt på dette billede. I fremtiden er det fotos som dette, der kan blive brugt til at vurdere, hvor meget du skal betale i boligskat. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Omkring 350.000 danske boliger skal i fremtiden blandt andet prissættes ved hjælp af luftfotos.

Det skriver Jyllands-Posten, der har fået et kig i de detaljerede dokumenter, som regeringen har udleveret i de aktuelle forhandlinger om den nye boligbeskatning.

Fotomaterialet, som regeringen vil have, skal vise boligerne skråt fra oven fra alle vinkler.

Det skal hjælpe embedsmændene med at vurdere boligernes stand og eksempelvis sammenligne med naboerne.

De Konservative er ikke lun på idéen, fortæller skatteordfører Brian Mikkelsen til Jyllands-Posten.

Ifølge skatteordføreren kan luftfotos give "et forkert billede."

- Det kan være, at husets stand indvendigt ikke er særlig god, eller at der er lugtgener fra en fabrik i nærheden. Det kan man jo ikke vurdere ud fra et luftfoto, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) siger, at det vil koste et stort millionbeløb - måske et milliardbeløb - og tage mange år, hvis embedsmænd skulle sendes ud og foretage de mange vurderinger.

- Hvis jeg havde millioner eller milliarder, ville jeg hellere bruge dem på at sænke skatten på arbejde. Jeg ville ikke bruge dem på at sørge for, at de manuelle vurderinger er korrekte ned til sidste komma, siger han til Jyllands-Posten.

Ministeren understreger, at boligejerne får mulighed for at klage.

- Det, synes jeg, er mere fair, end at der skal gå flere år, før de kan få en vurdering.

/ritzau/