Regeringen skjuler gaver, som regeringspartierne har delt ud til lokale hjertesager, på forslaget til næste års finanslov. I alt har regeringspartierne fordelt omkring 100 millioner kroner til "mindre initiativer", skriver Jyllands-Posten.
Blandt andet er Karen Blixen Museet i Nordsjælland, terrariet på Fyn og en legeplads på Frederiksberg blevet tilgodeset. Men hvor de mindre initiativer i de foregående år er fremgået af en liste i regeringens forslag til finansloven, har Finansministeriet i år valgt at begrave gaveregnen i en overordnet milliardreserve på finansloven, skriver avisen.
Og det forarger Socialdemokratiet.
- Det er dårlig regeringsførelse. Det undrer mig, at regeringen forsøger at gemme sine prioriteter på den måde, siger finansordfører Benny Engelbrecht.
Men uddelingen er ikke et nyt fænomen, mener professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager.
- Politikerne giver nogle penge til bestemte områder, hvor udvalgte politikere kan tage æren for det. Og så kan politikerne stå lidt bedre i vælgernes øjne ved det kommende valg, siger han til avisen.
Også i regeringspartierne er der kritiske røster over for Finansministeriets mørkelægning.
- Der er ikke noget til hinder for, at der føres sognerådspolitik. Men jeg synes, det er vigtigt, at man kan gennemskue, hvad der er afsat på finansloven, siger LA’s finansordfører, Joachim B. Olsen.
LA har valgt ikke at bruge deres tredjedel af den i alt 100 millioner kroner store pulje til lokale initiativer. Partiet bruger i stedet 35 millioner kroner til at sænke afgiften på lystbåde.