De næste to år byder på store besparelser på jernbanerne, hvis regeringens finanslovsforslag bliver vedtaget.
Det skriver Altinget.
I 2019 vil der være besparelser for 241 millioner kroner, og i 2020 skal der spares 97 millioner, skriver Altinget, som har fået oplysningerne bekræftet af Transportministeriet.
Det er især regeringens forventede og uindfriede besparelser på Ringsted-Køge-banen, der er årsag til, at der skal skæres et trecifret millionbeløb af reparation og vedligeholdelse af jernbanenettet, skriver mediet.
De varslede besparelser møder kritik fra transportordfører fra De Radikale Andreas Steenberg.
- Vi skal vedligeholde de jernbaner, vi har, ellers går de i stykker. Og så bliver det først dyrt. Efterslæbet har været så stort, at der er for brug alle de penge, som er planlagt, siger Andreas Steenberg til Altinget.
Minister: Vi bruger mange penge på skinner
Hos Enhedslisten er man heller ikke begejstret over nyheden:
- Det viser bare, hvordan regeringen nedprioriterer de danske jernbaner. Først trækker man penge helt ud af området for senere at kunne bruge dem på nye motorveje. Og derfor må man så nu spare på vedligeholdelsen af jernbanen, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) siger dog, at på trods af besparelser er der fortsat afsat mange penge til området:
- Vi bruger rigtig mange penge på fornyelse af skinnenettet. Uanset den justering af bevillingen, som er sket, er der i 2019 afsat et historisk højt beløb i Banedanmark til fornyelse af jernbanen, skriver Ole Birk Olesen i en skriftlig kommentar.