Regeringen afsætter 24 milliarder kroner frem mod 2025 til "tryghed for boligejerne".
Pengene skal dels gå til tilbagebetaling til de boligejere, der historisk har betalt for meget i ejendomsskat på grund af forkerte vurderinger.
Og dels skal de sikre "tryghed for boligejerne" ved overgangen til det nye ejendomsvurderingssystem, der er på vej.
Det fremgår af regeringens udspil til 2025-plan.
- For det første har vi det akutte problem, at de nuværende ejendomsvurderinger er fejlbehæftede, og nogle borgere betaler deres boligskat på et forkert grundlag.
- Derfor vil der snart blive lavet et nyt og mere retvisende vurderingssystem. Det vil betyde, at nogle boliger vil blive vurderet lavere, andre højere, fremgår det af regeringens udspil, "Helhedsplan - for et stærkere Danmark".
Selve det nye ejendomsvurderingssystem er ikke blevet præsenteret endnu.
Men selv om regeringen har lagt op til, at staten hverken skal kræve mere eller mindre ind i ejendomsskatter samlet set, vil et nyt vurderingssystem formentlig betyde, at nogen kommer til at betale mere end i dag, mens andre kommer til at slippe billigere.
De Konservative har gjort lavere boligskatter til et altoverskyggende hovedkrav i de forestående forhandlinger. Regeringen nævner dog intet om, at den har planer i den retning.
Til gengæld indgår et lavere rentefradrag som et af finansieringselementerne af 2025-planen. Det vil alt andet lige gøre det dyrere for boligejerne.
/ritzau/