PSO-strid: Støttepartier advarer regeringen mod at hæve bundskat

Det vil vi simpelthen ikke være med til, siger LA. Regeringen skal bare opfylde sine valgløfter, siger K.

Hvis Venstre bare ville opfylde, hvad de gik til valg på - altså nulvækst - så ville vi sagtens kunne finansiere en afskaffelse af PSO-afgiften, mener De Konservatives Brian Mikkelsen. (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Det er særdeles fornuftigt at afskaffe PSO-afgiften, men det vil til gengæld være en kæmpe fejl at finansiere de manglede indtægter fra den ved at hæve indkomstskatten.

Sådan lyder det fra Venstre-regeringens tre støttepartier i blå blok, efter at regeringen i dag har annonceret, at PSO-afgiften – der i dag betales via elregningen – flyttes over på finansloven, da det ifølge regeringen vil give en økonomisk gevinst på over to milliarder kroner.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) vil i den forbindelse ikke afvise at finansiere en afskaffelse af PSO-afgiften ved at hæve bundskatten, ligesom skatteminister Karsten Lauritzen (V) betegner det som ”en interessant vej at gå”, hvis man finansierer PSO-afgiften via finansloven og dermed skatten.

Liberal Alliance afviser blankt at være med til at hæve indkomstskatten som led i afskaffelsen af PSO-afgiften.

- Det vil vi simpelthen ikke være med til, siger partiets finansordfører, Ole Birk Olesen.

- Vi skal gå den anden vej. Vi skal have lavere skat på arbejdsindkomst, og vi troede egentlig også, at regeringen havde den opfattelse, for regeringen har jo i sit regeringsgrundlag, at vi skal sænke skatten i bunden af indkomstskalaen. Det vil vi meget gerne være med til, men nu gør man så, tilsyneladende, det stik modsatte, nemlig at hæve skatten i bunden, siger han.

K: Hvis Venstre bare ville opfylde sine valgløfter

Liberal Alliance mener, at man – i stedet for at hæve skatten – bør finde pengene til at afskaffe PSO-afgiften ved at begrænse udgifterne i den offentlige sektor.

Præcis den samme holdning har man i Det Konservative Folkeparti.

- Hvis væksten ikke bliver højere i den offentlige sektor i de kommende år, ville der være rigelig finansiering til at sørge for, at vi kan fjerne PSO’en og samtidig lade skatterne falde, siger finansordfører Brian Mikkelsen (K).

- Så hvis Venstre bare ville opfylde, hvad de gik til valg på - altså nulvækst - så ville vi sagtens kunne finansiere det, så det var lettere for virksomhederne og billigere for danskerne, siger han.

Dansk Folkeparti frygter, at det er den almindelige dansker, som kommer til at betale, hvis den grønne omstilling i form af PSO-afgiften fremover skal finansieres på finansloven.

- Det er ikke et ønskescenarium for os. Hvis man bare hæver bundskatten, bliver det én stor erhvervslettelse, og så bliver det hr. og fru Jensen, der kommer til at betale gildet, siger finansordfører René Christensen (DF) til Ritzau.

Regeringen vil nu indkalde til forhandlinger med henblik på at afskaffe PSO-afgiften, og hvordan det skal finansieres.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt forventer at have en løsning på plads inden for nogle måneder.

PSO

  • PSO opkræves som en afgift på forbrugernes elregning og står for Public Service Obligation - eller på dansk offentlig serviceforpligtelse.

  • Pengene finansierer grønne initiativer som vindkraft og solceller, og afgiften prissættes fire gange om året af energinet.dk.

  • Afgiften betales af borgere og virksomheder og ventes at indbringe mellem syv og otte milliarder om året frem til 2020.

  • Den er skruet sådan sammen, at hvis elprisen falder to øre, stiger PSO'en med én øre. Og stiger elprisen, falder PSO-bidraget.

  • Tirsdag offentliggør regeringen en analyse, som ifølge de to ministre peger på en række problemer med afgiften.