Hvis trepartsforhandlingerne skal munde ud i en succesfuld aftale, bliver alle parterne - statsministeren, arbejdsgiverne og fagbevægelsen - nødt til at droppe deres særinteresser, inden de sætter sig til rette ved forhandlingsbordet.
Ellers bliver det noget nær umuligt at nå til enighed om en aftale, der skal få flere flygtninge og indvandrere i arbejde, og det ville være både "katastrofalt og skandaløst” for Danmark.
Det er meldingen fra forhenværende statsminister Poul Schlüter (K), der selv sad for bordenden, da den seneste store trepartsaftale blev forhandlet på plads i 1987.
Et kæmpe problem, der skal løses
Ifølge den 86-årige politiker er trepartsforhandlinger vigtige, fordi de kan føre til utraditionelle løsninger på kæmpe problemer.
- Men når man deltager i disse forhandlinger, så skal man evne at se væk fra ens snævre, klassiske og egoistiske interesser. Man skal være styret af lysten til at løse virkelig store, påtrængende samfundsopgaver. Det er en nødvendighed, siger Poul Schlüter, der var landets statsminister fra 1982 til 1993.
Det er ikke mindst vigtigt denne gang, understreger den konservative politiker, hvor parterne skal prøve at finde af, hvordan man styrker integrationen og får de tusindvis af flygtninge, som i disse år kommer til Danmark, i arbejde.
- Det er et kæmpe problem, de tager på sig. Integrationen har hidtil været mislykket, og det skyldes, at parterne på arbejdsmarkedet har været bundet af deres særinteresser. Derfor må og skal det lykkes denne gang, siger han.
Vellykkede resultat i 1987
De første trepartsforhandlinger fandt sted i 1899 og mundede ud i det såkaldte Septemberforlig.
Her blev parterne enige om det, der efterfølgende er blevet en af grundstenene i den danske samfundsmodel:
Arbejdsgiverne har ret til at lede og fordele arbejdet, mens fagforeningerne har ret til at forhandle løn- og arbejdsforhold.
I 1987 var det lønmodtagernes arbejdsmarkedspensioner, der blev for handlet på plads, og det er stadigvæk noget, Poul Schlüter husker tilbage på med stolthed.
- Jeg synes, det var absolut det største, mest vellykkede resultat i min regeringstid. Det overstiger alle andre beslutninger, og det var virkelig lykkeligt. Pensionerne spiller en fantastisk rolle i dag. Både samfundsmæssigt og for den enkelte lønmodtager. Sidegevinsten var, at det var dødsstødet for enhver snak om Økonomisk Demokrati, siger han og understreger, at selve forhandlingerne gik gnidningsfrit.
Men sådan går det ikke altid.
Alt gik i skuddermudder i 2012
Historien viser, at forhandlingerne kan være både langvarige og besværlige, og det er langt fra sikkert, at parterne bliver enige.
Det så man senest i forsommeren 2012, hvor SRSF-regeringens trepartsforhandlinger brød sammen.
- Det var et sørgeligt år, hvor det gik fuldstændigt i skuddermudder. Parterne fortabte sig i deres egne, snævre interesser, og så gik det galt, siger Poul Schlüter og understreger, at fiaskoen fra 2012 ikke behøver at få nogen betydning for de kommende forhandlinger.
- Det er så lang tid siden, og det er en anden regering, der denne gang står i spidsen.
Katastrofe og skandale hvis det kikser i år
Poul Schlüter påpeger, at integrationsspørgsmålet er et lige så stort og presserende problem, som arbejdsmarkedspensionerne var for snart 30 år siden.
Og den konservative politiker tror godt, parterne kan nå til enighed om en aftale inden marts, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat som deadline.
- Men det kræver en kolossal personlig indsats af deltagerne. De vil være fristede til at begrave sig i deres klassiske standpunkter. Men så falder det til jorden, og det vil være en katastrofe og en skandale, hvis det kikser.
Han vil dog nødigt svare ja på, om det er lettere for parterne at nå til enighed om en aftale, når det er en borgerlig politiker, der sidder i Statsministeriet.
- Det ville være forkert, hvis det var sådan. Men det kan godt være, at det er sådan. Det vil jeg ikke bestride. Tja, nu får vi se.