PORTRÆT: Regeringskrisen er Søren Papes skæbnestund

Fra et relativt ubeskrevet blad til ham der kan vælte regeringen. Ingen kender endnu udfaldet af den verserende regeringskrise, men den vil uanset resultatet få følger for Søren Pape Poulsens eftermæle.

Valgt som partiets nye formand i 2014 skulle den relativt ukendte Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen være med til at sætte skub i De Konservative. Den verserende regeringskrise vil få konsekvenser for hans eget politiske eftermæle. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

- De kender mig ikke derovre, men det kommer de til.

Sådan faldt ordene i et interview med Radio Viborg, umiddelbart efter den tidligere Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen (K) var valgt som ny formand for Det Konservative Folkeparti i 2014.

"Derovre" var en reference til København og Christiansborg, for rigtig nok var der ikke mange, der vidste, hvem Søren Pape var, da han - endda uden at være medlem af Folketinget - skulle stå i spidsen for det nu hundrede år gamle parti.

"Et utraditionelt valg" og "lidt af et sats" lød det endda fra politiske medspillere og modspillere.

I disse dage er Søren Pape Poulsen dog på de fleste politiske læber og avisforsider, efter han og hans parti har udtalt mistillid til regeringens miljøminister, Eva Kjer Hansen (V).

Partiet mener, at ministeren har videregivet urigtige oplysninger i forbindelse med vedtagelsen af en ny landbrugspakke.

Det resulterede i et krisemøde i Statsministeriet og en videreforhandling om en tillægsaftale på landbrugsområdet blandt de blå partier.

- De næste par dage kan dermed blive en skæbnestund for Søren Pape og hele hans politiske liv, lyder vurderingen fra Uffe Tang, DR Nyheders politiske redaktør.

Kan Pape stå distancen?

Historisk set toppede Det Konservative Folkeparti ved valget i 1984 med Poul Schlüter i spidsen. Her fik partiet 23,4 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 - det seneste inden Søren Pape overtog formandsposten - fik partiet sølle 4,9 procent af stemmerne.

Dermed blev Søren Pape – adoptivbarn, vokset op på en lille gård ved Bjerringbro og homoseksuel - også set som et friskt pust på den konservative scene.

Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har afvist Eva Kjers (V) afgang, ankommer Søren Pape Poulsen (K) til forhandlinger i statsministeriet med Blå blok onsdag 24.02.2016 (Foto: Asger Ladefoged/Scanpix 2016) (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Men netop Søren Papes personlige liv, særligt hans seksualitet og bruddet med de ellers traditionelt konservative dyder, syntes da også i starten at være bedre forsidestof for dagspressen end netop partiets kommende politiske linje.

De seneste dage har dog langt om længe skubbet interessen over på partiets politiske agenda, og nu er spørgsmålet blot, om Søren Pape kan stå distancen.

- Han kan være den, der er med til at fyre Eva Kjer, måske endda risikere regeringens liv, men han kan også ende med at fremstå som ham, der blev banket på plads af statsministeren, vurderer Anders Frandsen, tidligere politisk spindoktor for De Konservative.

Pape skal finde mindst ringe udvej

Ifølge DR’s politiske korrespondent Ask Rostrup er der tre scenarier for, hvordan den regeringskrise, der har præget dansk politik de seneste døgn, kan ende.

Enten bliver De Konservative og de øvrige tre partier i blå blok enige om en tillægsaftale til landbrugspakken, måske med en beklagelse fra miljø- og fødevareministeren.

Kan de ikke blive enige om en løsning, vil det tvinge regeringen til de to øvrige scenarier: Enten at Eva Kjer forlader sin post, eller at statsministeren udskriver valg.

Ifølge Anders Frandsen er der kun én udvej: Det gælder om for Søren Pape at finde den udvej, der er mindst ringe.

Hver fjerde dansker kender ikke Pape

Det har da også været en kamp for Søren Pape at slå igennem som formand for sit parti.

Både inden- og udenfor Christiansborgs mure er Søren Pape indtil nu blevet opfattet som en politiker uden den store Christiansborg-erfaring. Noget han heller ikke har formået at udvise endnu, siger Uffe Tang.

Ved Det Konservative partis Landsråd i 2014, tiltræder Søren Pape Poulsen som ny formand for partiet, og daværende formand Lars Barfoed går af. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2014) (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Anders Frandsen mener, at udfaldet af den verserende krise derfor kan få konsekvenser for Det Konservative Parti.

- Det interessante er, om De Konservative overhovedet kan høste stemmer på det her. Bliver der udskrevet valg, kan det gå begge veje, men de må ikke glemme, at de ligger tæt på spærregrænsen, siger han og fortsætter:

-Men flere kommer nok også til at kende Søren Pape efter den her sag. Han kom jo som et relativt ubeskrevet blad fra Viborg, og nu kan han være den, der er med til at vælte regeringen.

Papes politiske eftermæle er på spil

Uffe Tang er enig.

Ifølge ham vil også særligt Søren Papes eftermæle blive defineret af den nervekrig, der lige nu foregår mellem ham og Lars Løkke Rasmussen (V).

- Alt det her vil definere Søren Pape som politiker de næste mange år. Gør han det godt, og får han noget med herfra, vil han blive betragtet med andre øjne end nu, siger Uffe Tang.

- Gør han det skidt, vil han blive set som en letvægter, der aldrig rigtig kom til at forstå Christiansborg og det politiske spil.

Blå Bog:

  • Født 31. december, 1971 i Bjerringbro

  • 1987: Medlem af Konservativ Ungdom i Silkeborg

  • 2010-2014: Borgmester i Viborg Kommune

  • 2014: Valgt som politisk leder af Det Konservative Folkeparti Kilde: Konservative.dk